Er Bornholms omdømme ved at vakle?

Hvis jeg var i ledelse i en virksomhed, organisation – offentlig eller privat – ville jeg udstikke klare retningslinjer for, hvem blandt mine medarbejdere, der måtte udtale sig offentligt på virksomhedens vegne, og jeg ville ikke tillade, at medier frit kunne bevæge sig i virksomhedens bygninger. Jeg ville have styr på min kommunikation – så vidt muligt. Alt andet ville være dårlig ledelse.

Det er klart, at offentlige organisationer skal tåle mere gennemsyn end private, og at åbenheden skal være større, men grundlæggende har begge typer virksomhed det samme mål, nemlig at sørge for en effektiv og kvalitetsbetonet ydelse og dermed tilfredse kunder/borgere – og medarbejdere.

Jeg har en mistanke om,
at medierne skriver om sagen
for egen vindings skyld

Som kommunal leder ville jeg endda stramme retningslinjerne en smule under valgkampe. Jeg ville indskrænke antallet af ledere med udtaleret for at skærme både medarbejdere og ledere fra utilsigtet at blive brikker i et politisk spil. Samtidig ville jeg naturligvis sørge for, at medierne fortsat kunne regne med en rimelig og fair betjening, selv,om de måtte tåle en kortvarig centralisering af kommunikationen.

Dette er også i grove træk, hvad Bornholms Regionskommune agter at gøre. Nuvel, den administrative ledelse lagde ud med at stramme retningslinjerne en kende for voldsomt, men politiske røster – og medierne – fik påvirket den politiske ledelse til at slække på centraliseringen. Et fint eksempel på, at det kommunale demokrati er sundt og intakt.

Og hvad sker der så? Medier og kommentatorer taler fortsat om, at Bornholms image vakler, og at Bornholm burde under administration. At alt det vundne på omdømmet gennem de seneste 20 år er ved at blive tabt på gulvet.

Man skulle tro, at der var virkelig krise på Bornholm. Og så er der bare tale om en velkendt lidelse blandt journalister, lemmingeeffekten. Vi kalder den også for selvsving. Alle løber samme vej i blinde.

Jeg har en mistanke om, at medierne skriver om sagen for egen vindings skyld, at de slet ikke evner at være neutrale, at de er sure over, at der ikke er frit valg på alle hylder blandt kommunens 3.500 ansatte. At medierne under påberåbelse af at forsvare offentlighedens interesse ønsker at kunne skalte og valte med den kommunale administration under valgkampen. At medierne overser, at de ikke blot er observatører, men faktisk spiller en rolle som aktører.

Heldigvis er der nogle politikere, som holder hovedet koldt og godt kan se, at der må være retningslinjer for adfærden, både i hverdagen og under en valgkamp.

Sagen er en storm i et glas vand. En storm som medierne puster til ved at give uforholdsmæssig megen taletid til enhver kilde, som vil udtale, at Bornholms Regionskommune gør alt for at lukke ned for offentlighedens berettigede interesse i at vide, hvad der sker i kommunen.

Det er mit indtryk, at intet kan være mere forkert.

For mig at se udviser kommunen rettidig omhu ved at passe på sin administration. Og det håber jeg, at et politisk flertal kan se, når det endeligt skal vedtage et sæt retningslinjer til august.

Når det er sagt, skal vi være glade for, at Bornholm har landets vist nok tredjehøjeste population af journalister i forhold til befolkningstallet (kun overgået af Brønshøj og Nørrebro), som til daglig er kritiske vagthunde over for både kommune og alle mulige andre aktører i samfundet. Alle skal tåle at blive set efter i sømmene – og medierne har en grundlovssikret ret til stille magthaverne til regnskab for deres holdninger og handlinger.

I øvrigt er det da heldigt, at vi netop står foran den ultimative demokratiske udøvelse, et kommunalvalg og en valgkamp, hvor alle kandidater skal stå deres prøve. Jeg glæder mig til at lytte til, hvordan kandidaterne vil fordele budgettets omkring tre milliarder kroner. Det er immervæk lidt mere relevant end den aktuelle sag.

Esben Ørberg, Søndergade 21, Rønne
Tidligere kommunikationschef i en kommune
Tidligere kommunikationschef i Dansk Journalistforbund