Debat: Vi kan ikke overleve ved at klippe hinanden

SYNSPUNKT | BORNHOLM | ABONNENT | 14. OKT 2021 • 13:30
Af:
Niels Plum
 Ø. Slamravej 4
Nexø
formand for Venstre Bornholm
SYNSPUNKT | BORNHOLM | ABONNENT
14. OKT 2021 • 13:30

Hvis alle uden for budgetforliget er så enige om at lave et nyt budget, hvorfor har de så ikke allerede fremsendt et budgetforslag, de er enige om?


Ansvarlighed for Bornholms økonomiske situation kræver et kommunalt budget i balance, eller noget der er så tæt på som muligt. Når Venstre indgår i dette budgetforlig, er det for at sikre bornholmerne og det bornholmske erhvervsliv imod skattestigninger og gebyrstigninger. Vi har ikke brug for nogen form for skatte- eller gebyrstigninger, som der ellers er foreslået af Enhedslisten og SF.

Det tiltrækker ikke virksomheder, at kommunalbestyrelsen sætter skatter og afgifter op. Såfremt vi skal have råd til mere velfærd, kræver det øgede indtægter, og det får vi kun ved, at det går godt for vores virksomheder, og at flere har lyst til at starte nye virksomheder på Bornholm.

Vi kan ikke overleve ved at klippe hinanden.

Der skal være nogen, som producerer varer, som kan omsættes, enten her i landet eller i udlandet og dermed give en nettoindtægt, altså kroner som øger vores muligheder for at sætte baren højere for vores velfærd. Når jeg så skal høre på, at alle opstillede (til dette års kommunevalg) partier uden for dette års budgetforlig mener, at budgettet skal åbnes igen, såfremt der bliver et flertal uden om A og V efter den 16. november, er jeg bare nødt til at efterlyse, hvad det er for et budget, de kan blive enige om.

Til andenbehandling af budgettet på kommunalbestyrelsesmødet i dag kan jeg se af dagsordenen, at kun Enhedslisten har fremsendt ændringsforslag, vel at mærke ændringsforslag der ikke er opbakning til fra SF-DF-W. Der er ikke ændringsforslag fra andre partier og dermed ikke en chance for at tage stilling til, hvad andre partier ville byde ind med. Det vil normalt betyde, at den som tier, samtykker. SF, Enhedslisten og Kristendemokraterne vil gerne have, at der tages hånd om de flygtninge, der kommer til Danmark og som Bornholm også skal tage sin del af, det er bare ikke lige det, jeg hører fra Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten. Hvilke borgerlige partier går ind for skattestigninger og øget beskatning af øens erhverv, det er jo det SF og Ø vil finansiere med!

Skal jeg forholde mig til de partier, som i dag er i kommunalbestyrelsen, har jeg bare ikke fantasi til at forestille mig, at Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten vil indgå i et budgetforlig sammen med Enhedslisten og SF. Dansk Folkeparti vil starte med at fyre hele den administrative ledelse, alene det vil koste mange penge og tage et godt stykke tid. Er Enhedslisten, Kristendemokraterne og SF enige i den fyring? Spørgsmålet er vel også, om den politiske ledelse har været dygtig nok, for det skal gerne være de valgte politikere, der sætter dagsorden og ikke ledelsesgangen.

Hvis alle uden for budgetforliget er så enige om at lave et nyt budget, hvorfor har de så ikke allerede fremsendt et budgetforslag, de er enige om? Der er trods alt gået et godt stykke tid, siden budgettemadagen sluttede. I Venstre vil vi gerne bruge kræfterne på at få styr på det, som er vigtigt for Bornholms fremtid, nemlig at øge tilflytning og dermed tilstrækkelig arbejdskraft, som vi har så hårdt brug for. Uden mere arbejdskraft er muligheden for øget velfærd ikke mulig.