Debat: Skulle grøftekanterne ikke først klippes til september?

Debat: Skulle grøftekanterne ikke først klippes til september?
"Jeg følger hver dag grøftekanterne i mit nærområde, og siden i går er en strækning med både kællingetand, agermåne, blåhat, røllike, mjødurt og mange andre arter forsvundet for de store kantklippermaskiner. Dermed heller ingen arter, ingenting – det er sørgeligt!" skriver Jeanne Cordua fra Vestermarie, som har taget dette billede.
LÆSERBREV | BORNHOLM | ABONNENT | 11. JUL 2021 • 08:10
Af:
Jeanne Cordua
 Bossevejen 5
Vestermarie
LÆSERBREV | BORNHOLM | ABONNENT
11. JUL 2021 • 08:10

Da man slog det yderste af grøftekanterne i juni for trafiksikkerhedens skyld, var jeg okay med det (vi skal jo heller ikke risikere ulykker) – for der var stadig masser af liv på de inderste dele af grøftekanterne.

Men: I går og i dag har jeg til min skræk set, at man nu begynder at slå – ja, glatbarbere – de inderste dele af grøftekanterne på hele øen, ned i grøfterne og op ad skrænterne.

Og netop nu er der et mylder af blomsterarter, et mylder af sommerfugle, bier og svirrefluer – og så vidt jeg husker, har Bornholms Regionskommune hævdet, at vi går ind for biodiversitet her på øen.

Jeg følger hver dag grøftekanterne i mit nærområde, og siden i går er en strækning med både kællingetand, agermåne, blåhat, røllike, mjødurt og mange andre arter forsvundet for de store kantklippermaskiner. Dermed heller ingen arter, ingenting – det er sørgeligt!

Skulle der ikke først klippes til september, de indre dele af grøftekanterne er jo ikke til gene for trafikken? Godt nok passer man på, hvor frøerne vandrer – og hurra for det! Men hvad med alt det mindre liv, som trives nu, og som ikke har så mange steder at være?

Vi på landet sår blomsterstriber for at værne om biodiversiteten, men vi kan ikke rumme alle øens sommerfugle og andre insekter, selv om vi lader udyrkede områder være i vores haver, slår græs mindre og så videre.

Det er MEGET vildt land, der nu forsvinder.

Se mine billeder:

I går tog jeg billede af græsrandøje på blåhat – i dag den selv samme strækning, barberet.

Hvad siger kommunen til dette?