Debat: Familieplejerne skal have en overenskomst

Debat: Familieplejerne skal have en overenskomst
Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 18. MAJ 2021 • 21:52
Af:
Bitten Sohn Thomsen
Socialpædagogerne Bornholm
kredsformand 
| ABONNENT
18. MAJ 2021 • 21:52

SYNSPUNKT

Bornholm mangler pleje- og aflastningsfamilier. Der foregår i øjeblikket gode rekrutteringstiltag og hensigtserklæringer både i Bornholms Regionskommune og politisk. Socialpædagogerne Bornholm vil gerne her slå et slag for, at familieplejerne skal have en overenskomst.

Som faglig organisation er det principielt uacceptabelt, at en så vigtig kommunal medarbejdergruppe, som den eneste i Danmark ikke har overenskomstmæssige løn og ansættelsesvilkår. Plejefamilierne er derimod ansat på individuelle kontrakter uden eksempelvis pensionsordning.

Socialpædagogerne har centralt rejst krav om en overenskomst overfor Kommunernes Landsforening – senest her parallelt med de kommunale overenskomstforhandlinger 2021.

Vi oplever, at vores familieplejemedlemmer ofte føler sig pressede på deres løn- og ansættelsesvilkår. Den usikkerhed ville vi komme til livs med en overenskomst, der selvfølgelig skal tage højde for de særlige forhold, der gør sig gældende for en gruppe medarbejdere, der arbejder i eget hjem og hele døgnet.

I de seneste år har familieplejerne spillet en stadig mere væsentlig rolle i den kommunale anbringelsesindsats på børne- og ungeområdet. Det er Regeringsudspillet "Børnene Først" også et tydeligt eksempel på.

På Bornholm er vi allerede nået et stykke af vejen, idet kommunen har indført en gennemsnitsmodel, som er med til at sikre, at plejefamilierne honoreres med samme løn/vederlag i hele anbringelsesperioden. Så herfra skal lyde en kraftig appel til Bornholms Regionskommune om at gå foran i forhold til en overenskomst for familieplejer, som kan være med til at sikre nok og kvalificerede plejefamilier, også på den lange bane.

Vi er foregangsø på andre områder, så lad os også være foregangskommune her og sikre plejefamilierne ordentlige vilkår. Hermed er vi også med til at sikre mere stabilitet og kvalificeret arbejdskraft til gavn for både børnene og kommunen. Ro på arbejdsvilkårene, giver mere ro til fokus på opgaven, som er at skabe gode rammer og livsbetingelser for anbragte børn og unge.