Debat: Øens miljøkontrol er en tæmmet vagthund med dårlig hørelse

Debat: Øens miljøkontrol er en tæmmet vagthund med dårlig hørelse
Helle Munk Ravnborg fra Østerlars slår alarm overfor, at øens landmænd slipper for nemt fra at få miljøvurderinger, som angiveligt er for tungt at komme igennem for kommunens embedsmænd. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen.
| ABONNENT | 11. MAR 2021 • 13:57
Af:
Helle Munk Ravnborg Gamlevældevej 27
Østerlars
| ABONNENT
11. MAR 2021 • 13:57

SYNSPUNKT

Hvem har interesse i en tæmmet vagthund, som måske ovenikøbet også har lidt problemer med hørelsen?

Ingen kan være imod en tæt og god dialog, heller ikke når det handler om en dialog mellem Bornholms Regionskommune og Bornholms Landbrug og Fødevarer. Faktisk er en sådan dialog fuldstændig afgørende, hvis vi skal i mål med Bornholms ambitiøse fødevarestrategi (2017-2025).

Men når det handler om samarbejde om miljøvurderinger og -tilladelser, sådan som TV2 Bornholm har kunnet berette om på det seneste, så er der naturligvis grund til at være på vagt. Især, når de tekniske forudsætninger og beregninger, der ligger til grund for kommunens miljøtilladelser til etablering af nye stalde og udvidelser af øens svinebesætninger, er så komplicerede, som tilfældet er. Og især når nu vi kan forstå, at landmændene presser på, så de hurtigt kan få deres sager, dvs. miljøtilladelser, igennem, sådan som Brian Kofoed, én af de landmænd, der har konkrete udvidelsesplaner, udtaler det til TV2 Bornholm. For hvis kommunens begrundelse for at søge et tættere samarbejde med landbruget er, at ”det er meget komplekst det her stof”, sådan som centerchef for Natur, Miljø og Fritid for Bornholms Regionskommune udtaler til TV2 Bornholm, så er der grund til bekymring.

Det er nemlig svært at se, at det kan betyde andet, end at kommunen ikke selv har ressourcerne til for alvor at kontrollere de beregninger, som landbrugets konsulenter foretager og som ligger til grund for kommunens miljøtilladelser. Hvis det er korrekt, er det et bekymrende knæfald. Især når nu vi i nogle af de miljøtilladelser, som Bornholms Regionskommune i løbet af 2020 har givet til udvidelser og etablering af nye svinestalde, kan se, at landbrugets egne konsulenter ikke foretager de nødvendige miljøvurderinger af betydningen for folkesundheden, og når den beregnede forøgede udledning af ammoniak ligger foruroligende tæt på grænseværdierne både i forhold til lugtgener og skadelig virkning på sårbare Natura 2000 områder. Hvor stiller det befolkningens retssikkerhed?

Som borgere i en retsstat, må det være en berettiget forventning, at de nødvendige ressourcer stilles til rådighed, således at lovfæstede hensyn til folkesundhed og miljø håndhæves af uvildige og fagligt kompetente myndigheder.