Den socialdemokratiske borgmester Thomas Thors og hans forligsmakker, Venstres borgmesterkandidat Søren Schow, fortæller begge, at budgettet ser ud, som det gør, fordi de er de ansvarlige. Underforstået at alle, der ikke er enige, er uansvarlige.
Vi bliver belært om forskellen på anlæg og drift, og det er for så vidt rigtigt, da anlægsudgifter normalt er engangsudgifter, mens driftsudgifter som regel løber over flere år. Det gælder dog også, at de fleste anlægsudgifter efterfølgende fører til driftsudgifter. Thomas Thors har sammenlignet det med et husholdningsregnskab. Her vil man dog nok afholde sig fra at bygge ny havestue, hvis det kniber med at betale varmeregningen i det eksisterende.
Mærkeligt nok ser det ud til, at kommunen nødvendigvis må spare på driftskronerne, mens man kan slå gækken løs på anlægssiden. De 300-350 millioner kroner, der ligger i kassen, lokker åbenbart, og så mange penge er det sikkert heller ikke gratis at have stående i banken i dag. Men den kassebeholdning, der er relativt stor for en kommune af vores størrelse, er jo opbygget gennem årene af penge, vi alle har betalt i skat og som kommunen ikke har brugt. Når der, som for eksempel i 2019, var et overskud på 13,5 millioner kroner på regnskabet, ja så blev pengene henlagt til kassebeholdningen og i andre år, som i 2018, hvor der var et underskud på driften, så blev det finansieret ved et kassetræk.