Naturfredningsforening på Bornholm har i årevis arbejdet for, at naturhensyn tænkes ind ved slåningen af grøftekanterne.
Vi hilser det derfor velkommen, at kommunen slår grøftekanterne mindre end tidligere. Vi hilser det også velkommen, at kommunen gør opmærksom på, at den stadig mere udbredte praksis med, at man slår vejkanterne med sin havetraktor, ikke er god for naturen. Naturen er ikke pæn og ordentlig, og den trives ikke på en slået græsplæne.
Dermed ikke sagt, at der ikke kan arbejdes mere med, hvordan hensynet til naturen bedst muligt varetages. I DN Bornholm ser vi fx gerne, at det afslåede græs opsamles, så vejkanterne bliver mere næringsfattige. Det vil gøre naturindholdet i vejkanterne endnu større.