Debat: HURRA - så lykkedes det endelig

Debat: HURRA - så lykkedes det endelig
Lonny Rosted Pedersen fra Nexø beretter om det langstrakte besvær med at få en tid til coronavaccine til hendes mands moster. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 27. FEB 2021 • 17:35
Af:
Lonny Rosted Pedersen
Mosevej 8
Nexø
| ABONNENT
27. FEB 2021 • 17:35

SYNSPUNKT

I over fem uger forsøgte jeg flere gange dagligt at bestille til til COVID-19 vaccination til min mands moster på 94 år.

Hun fik for over fem uger siden brev om, at nu skulle hun bestille tid til vaccination. Brevet var skrevet i et for hende - der er diagnosticeret som let dement - uforståeligt sprog. Derfor tilbød jeg at hjælpe hende. Det troede jeg fejlagtigt ville være en nem sag.

Men jeg er blevet klogere! Hun har ikke nem-ID og ingen computer, så en bestilling på nettet var umulig, da jeg ved at bruge mit eget nem-ID blot fik at vide, at jeg ikke tilhørte den gruppe, som havde fået indkaldelse på daværende tidspunkt. Dette var jo ganske vidst, så jeg ledte forgæves i brevet efter et telefonnummer.

Det lykkedes mig så at finde et eller andet sted på nettet, og jeg ringede flere gange om dagen, blot for hver gang at høre telefonsvarernes sige: “Vi gør opmærksom på, at der ikke er flere ledige tider til vaccination. Prøv at ringe igen senere på ugen, eller i starten af næste uge.” Det er lidt frustrerende at blive mødt af den samme besked, uanset om jeg ringede i starten elle slutningen af ugen.

For 14 dage siden, efter at jeg havde læst i Bornholms Tidende, at nu var der ledige tider, lykkedes det mig at få kontakt med et levende menneske ved at bruge en af de andre tryk-selv-taster. Hun kunne godt se, at den person jeg skulle bestille tid til var i målgruppen, som havde fået tilbudt vaccination men beklagede, at der ikke var nogen ledige tider og bad mig ringe igen i starten af den efterfølgende uge!

Nu, 14 dage efter denne samtale, var jeg ved at tabe telefonen, da jeg fik at vide, at der var kø på tidsbestillingen, men at jeg ved at indtaste mit telefonnummer ville blive ringet op af én medarbejder, når vedkommende blev ledig. Efter cirka. en halv time ringede telefonen og en sød dame, var lige ved at afvise mig med, at der desværre ikke var flere ledige tider på Bornholm, indtil hun pludselig jublende udbrød: “Nej nu kan jeg se, at Bornholm har fået tildelt nye tider.”

Jublende glade begge to, fik vi så aftalt de to nødvendige tider til min mands moster, og til om én uge til første stik og dernæst 3 1/2 uge til andet stik.

Jeg er ringer i Østbornholms Telefonkontakt og har talt med flere ældre og pårørende, som har været i samme håbløse situation, og har også hørt om nogen, som helt har opgivet håbet om at få en tid. Jeg håber, at der er nogen som følger op på disse mennesker, så alle der gerne vil vaccineres, også bliver det.

Jeg håber også, at der vil være en ny procedure for udsendelse af vaccinationstilbud kontra antallet af tildelte vacciner, så forholdet mellem patienter og antal vacciner stemmer bedre overens, så vi ikke skal igennem samme opslidende forgæves opringninger, når der bliver min mands og min tur.

Pas godt på jer selv, og hinanden derude!

Friske coronafri hilsner (ihvertfald i skrivende stund).