Debat: Har Bornholm det rette fokus for børn og unge?

SYNSPUNKT

Indenrigs- og boligministeriets Benchmarkingsenhed er netop udkommet med en analyse, der sætter fokus på udviklingen i antallet af børn og unge med psykiatrisk debut. Analysen viser den tendens, som var kendt i forvejen, at antallet af børn og unge med psykiske sygdomme som ADHD, autisme, angst og andre diagnoser modtaget i det psykiatriske sygehusvæsen er fordoblet i perioden 2009-19.

Benchmarkingen sammenligner udviklingen i kommunerne på tværs, men viser altså samtidig en meget markant stigning. Den tendens ser vi interessant nok ikke på Bornholm, hvilket mest af alt skyldes et markant højt niveau i forvejen. I 2008 lå Bornholm dobbelt så højt som landsgennemsnittet med 12 procent debuterende, mens vi i 2018 lå på nogenlunde samme niveau, mens landsgennemsnittet var steget fra 6 til omkring 9 procent.

Disse tal er i sig selv alarmerende, men dertil kommer to andre elementer, som bør vække bekymring. Analysen viser nemlig, at det på Bornholm ikke er kommunen, der henviser børnene til Psykiatrien. Det sker hos os kun for omkring 18 procent mod et landsgennemsnit på over 40 procent. Og så er er et andet interessant aspekt ved, at der på Bornholm kun er meget få - om overhovedet nogen af debutanterne, der modtog specialundervisning op til henvisningen. Først et halvt år efter debuten i det psykiatriske system sker det. Det tal er på landsplan 10% op til debut.

Der er som sådan ikke noget mærkeligt ved, at der er en så lav en specialundervisningsandel på Bornholm. Det har været en politisk prioritering i inklusionspolitikken at få nedlagt specialklasserne og holdt andelen af elever, der visiteres til specialskoler på et minimum. Det må siges at være lykkedes, men det er absolut værd at spørge nu, om det ikke er kommet med en pris.

Hvis man dykker ned i en anden af benchmarkingsenhedens analyser, så har de netop her i januar set på andelen af elever i specialundervisning i kommunerne. Analysen angiver, at forventningen til andelen af elever der tilbydes specialundervisning på Bornholm er omkring 5 procent, men det faktiske tal er 3 procent, og et andet tal af interesse er, at der på landsplan er 60 procent af specialundervisningselever, der modtager undervisningen i specialklasser, mens det her på øen er lige omkring 7 procent. De elever på Bornholm, der tilbydes specialundervisning får altså tilbuddet på specialskoler og ikke som specialundervisning på almenskolerne, mens billedet er et helt andet i resten af landet set under et.

De to analyser tilsammen får mig til at interessere mig for, hvordan det ser ud med de faglige vurderinger af de børn, der er i risiko for at udvikle psykiske sygdomme. Får man tidligt nok etableret det fornødne grundlag for at tage stilling til, om der er behov for en indsats fra kommunens side. Som jeg læser analysens tal, sker denne vurdering i for høj grad efter den psykiatriske debut her på Bornholm.

Samtidig tænker jeg, at det er helt nødvendigt, at man forholder sig til, hvorvidt det har været den rigtige tilgang at gennemføre en så markant nedskallering af specialområdet, som man gjorde med inklusionspolitikken. En sådan refleksion bør krydres med overvejelser om, hvilke rolle man i det hele taget tænker, at skolen spiller i forhold til at understøtte vores børns udvikling. Her er det vigtigt at klargøre forestillingen om, hvad man anser det for muligt at løfte på grundskolerne. Er skolerne reelt i stand til at få håndteret og styrke de væsentlige faktorer, der har betydning herunder elevtrivsel og fravær for de pågældende børn og unge inden for rammen af almensystemet?

For mig at se er der behov for at dykke ned i analyserne og sammenholde det med den øvrige viden på området herunder lokale data og evalueringer. Om data i benchmarking er helt præcise, eller om der er andre data, der nuancer billedet, ved jeg ikke, men jeg mener så absolut, at der er indikationer i de her analyser, der bør medføre overvejelser om, hvordan vi tilrettelægger vores tilbud og indsatser for børn og unge her på øen.