Debat: Ensomhed skal overvindes

Debat: Ensomhed skal overvindes
Ensomhed er et grundvilkår, skriver kredsformand for Danske Seniorer Danny Christensen, der rammer alle. Børn, voksne og ældre. Arkivfoto.
| ABONNENT | 10. MAR 2021 • 15:22
Af:
Danny Christensen
Kredsformand for Danske Seniorer
Nørregade 42
Allinge
| ABONNENT
10. MAR 2021 • 15:22

SYNSPUNKT

Ensomhed er den ufrivillige følelse, som kan opstå, når man er alene og savner social kontakt og nærhed med andre. Men man kan også føle sig ensom, selvom man er omgivet af mange mennesker. Ja, selv i parforhold.

Der kan være mange grunde og omstændigheder til ensomhed, som blandt andet kan opleves i forbindelse med tab, sorg og savn.

Vi har alle en fælles opgave i at modvirke og afhjælpe ensomhed. Vi skal være gode til at spotte ensomhed, og vi skal turde at tale om ensomhed. Borgere, der er i risiko for ensomhed eller er ensomme, skal føle sig set og mødt. Vi skal skabe muligheden for netværk og relationer, uanset alder, køn, etnicitet og livssituation.

Lad os sammen gøre en forskel for at afhjælpe ensomheden. Ensomhed kan nemlig ramme os alle.

Måske især i disse måneder?

Sammen kan vi nedbringe den ensomhed, der nedsætter livskvaliteten. Danske Seniorer, ønsker et lokalsamfund, der tager hånd om hinanden og som tør at tale om ensomhed. Noget bornholmere og førdere, er specielt gode til. Et lokalsamfund, hvor man ved, hvor man kan gå hen og søge hjælp, hvis man rammes af ensomhed eller har kendskab til andre, der rammes af ensomhed.

Dermed bliver ensomhed en fælles sag.

Man kan føle sig ensom, når ens relationer ikke modsvarer ens sociale behov. Det kaldes den sociale ensomhed, som opstår, når vi mennesker mangler nogle at snakke med. Den kan for eksempel afhjælpes via netværk, inkluderende fællesskaber og etablering af relationer. Men man kan også opleve en følelsesmæssig ensomhed, der handler om at føle savn og afsavn. Og endelig en eksistentiel ensomhed, der opstå, når vi mennesker begynder at tage livet op til revision.

Følelsen af ensomhed er også en naturlig og basal følelse som for eksempel sult og træthed.

Alle mennesker vil gennem livet opleve ensomhed. Hvis ensomheden bliver altoverskyggende og langvarig, kan det have store sundhedsmæssige konsekvenser. Ensomhed kan skade din psyke og fysik, når den opleves intens og langvarig. Sundhedsstyrelsen skriver, at forskning viser, at ensomhed øger risikoen for tidlig død, men er samtidig også prædiktor (tegn som forudsiger kommende hændelser) for en lang række sygdomme, som både har store menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser.

Vi kan gøre rigtig meget sammen, når det gælder ensomhed. Vi i Danske Seniorer, og andre ældreorganisationer, gør rigtig mange ting for at afhjælpe ensomhed. Som også vor forening Børn på Nordlandet gør det for børn og unge. Og Psykiatrien på Bornholm for alle aldersgrupper..

Her vil jeg blandt andet nævne: Sociale Krea-Cafeer og mødesteder.

Arrangementer i medborgerhuset Kærnehuset og i Domen, samt i Nordlandshallen. Spis-sammen-arrangementer. Kulturtilbud. Interessefællesskaber. Frivilligt arbejde. Telefonstjerner. Events. Udflugter. Busture. Syng-sammen-arrangementer. Foredrag. Påskelege, Skt. Hans på NÆS, Beach Volley, Halloween, Julestuer, og et stort fælles Fastelavns arrangement i Hallen, i samarbejde med COOP Super Brugsen i Allinge.

Altsammen ting, der kan forebygge ensomhed og fremme fællesskaber.

Lokalsamfundet bakker helt fantastisk op om vores foreningsarrangementer. Det lokale erhvervsliv, de enkelte butikker og restauranter viser enorm velvilje, og medlemstallet stiger i de nævnte foreninger. Ligeledes samarbejder vi med Kongeskærskolen, Biblioteket, samt Folkemødeforeningen, Wonderfestival, samt GIK. Og ikke mindst BRK, gennem nogle tildelte § 18 midler.

Alt dette er skabt af ganske få lokale frivillige og Græsrødder, her i Tvillingebyerne. Tak til Børn på Nordlandets effektive bestyrelse, der pudsigt nok består af seks førdere.

Personligt har jeg været aktivt med i alle nævnte initiativer, i samtlige de 10 år jeg nu har været registreret bornholmer. Ja, jeg smugstartede faktisk i Seniorklubben og til fredags Bankoaftenerne i Kærnehuset, da jeg stadig “kun” var sommer Bornholmer, (hvilket jeg har været siden 1967). Og det er en anbefalelsesværdig metode til at blive integreret på. Siger det bare lige, til alle vores nye skønne tilflytterfamilier, med eller uden børn. Ja, til alle, der viser interesse for at være med i byernes efterhånden mange fællesskaber her på Nordlandet.