Ikke kun menneskeligt, men også økonomisk er der en gevinst at hente. Konsulenthuset Kraka har netop regnet på de økonomiske gevinster ved at investere i gigtpatienter. Deres rapport viser, at kommunale patientforløb kan give offentlige nettobesparelser på mellem 5.000 og 31.000 kr. pr. person i den erhvervsaktive alder. Fordi patientforløbene giver de erhvervsaktive mindre fravær og lavere frafald på arbejdsmarkedet. Og det gælder særligt inden for velfærdsfagene. Så det kan hjælpe med et andet problem, I kommer til at slås med i valgperioden: Manglende hænder på plejehjemmene og i hjemmeplejen.
Analyser har peget på, at sundhed og ældre er de suveræne topscorere, når gigtpatienter sætter deres kryds ved kommunalvalget. Så her er en opgave, der bør stå højt på jeres liste i de næste fire år: Invester i borgere og medarbejdere med gigt. Det giver færre smerter og mere bevægelse for den enkelte. Og bedre økonomi og flere hænder til kommunen. Helt smertefrit kan I sikre, at flere på Bornholm kan mere i deres arbejds- og familieliv.