Debat: Det hjælper at få sat ansigt på

LÆSERBREV

Ind i mellem hjælper det at få ansigter på de mennesker, man laver regler for. Det fik vi på TV2 Bornholm og i Bornholms Tidende i den forgangne uge, da Dennis på 38 år og Astrid på 18 år blev hovedpersoner i sagen om ændrede forhold for nogle af øens voksne, udviklingshæmmede borgere.

Da kommunalbestyrelsen i denne måned besluttede at ændre aflastningsmulighederne for en halv snes bornholmske handicappede og svage borgere, så det på papiret fornuftigt ud. Man må kunne begrænse kommunens udgifter ved at samle de få borgere på ét sted. I dette tilfælde Løvstikken. En institution beregnet til at hjælpe børn og unge med botilbud og aflaste familier med hjemmeboende voksne over 18 år.

Men der var svage borgere i dette regnestykke. Udviklingshæmmede mennesker, dybt afhængige af at “alting er som det plejer”. Mennesker, hvis livsværdier baserer sig på rammer, tryghed og følelser. Dem kan man ikke bare flytte uden at noget går i stykker inden i dem.

Når der er lovhjemmel i serviceloven til at lade dem blive i deres vante omgivelser, hos plejefamilier, der holder af dem, er det meningsløst at fastholde en to år gammel principbeslutning om at centralisere og spare. Man ser bort fra det overordnede krav om individuel vurdering i hver sag, reducerer i forvejen hårdt ramte menneskers livskvalitet og på længere sigt påfører man samfundetfordyrelser.

Har vi ikke råd til at lade det være et valg imellem fortsat aflastningsfamilie eller aflastningsinstitution for de berørte familier?

Det mener vi i Bornholms Radikale Venstre.