Debat: Der skal større fokus på det respektfulde og ligeværdige samarbejde mellem skole og hjem

Jeg tror ikke personligt, at kønsadskillelse er den rigtige vej frem, men for en kort periode forstår jeg ikke det store ramaskrig

Kønsadskillelse eller ej, i mine øjne er den måde debatten er eskaleret til landsdækkende breddegrader, et symptom på en langt alvorligere problematik mange steder, omhandlende mangel på konstruktivt og godt skolehjemsamarbejde og dermed tillid til hinanden.

For generelt synes jeg vores samfund er gennemsyret af en tendens med at nedgøre, kritisere, putte tommelfingre nedad uden nogen virkelig bestræber sig på at forsøge at forstå hinanden og dermed samarbejde konstruktivt om hvad der gavner vores børn, når de ikke trives. Der er i stedet en pegen-finger-af-hinanden-kultur, hvor det er enten barnet, forældrene eller skolen og lærerne som er skurkene. Vi hører ofte lærere sukke over uopdragne børn og kritiske forældre, der ikke stoler på lærernes pædagogik og didaktiske metoder.

Mange forældre oplever gennem deres børns skoleliv at måtte modtage dusinvis af nedslående tommelfingre nedad , fordi deres barn/børn ikke passer ind i skolens rammer og forventninger om hvad et barn bør kunne og være på et givent alderstrin.

Mange unge oplever særligt i puberteten at blive problemgjorte og får etiketter påklistret af at være forkerte, ikke modne og fokuserede nok, fordi de ikke kan efterleve skolens krav i disse år, og rigtigt mange af disse unge mister desværre så også i disse år tilliden, lysten og modet til læring, fordi de bliver udskældt og problemgjorte af fysiologiske årsager, de ikke rigtigt kan gøre for og noget ved, før kroppen og hovedet selv er klar.

Mit indtryk er desværre, at der ofte i samarbejdet mellem skole og hjem grundet denne pegen finger af hinanden-kultur er skabt et brud i tilliden til hinanden, en vi og jer-kultur, hvor der skal findes en 'skyldig' for problematikkerne i stedet for konstruktiv fokus på og fremelskning af løsninger, der tilgodeser vores børn.

Jeg tror ikke personligt, at kønsadskillelse er den rigtige vej frem, men for en kort periode forstår jeg ikke det store ramaskrig.

Men derimod vil jeg råbe højt op om, at jeg mener, der grundlæggende skal fokuseres langt mere på trivsel, rummelighed for forskellige indlæringsbehov og specielt vigtigt, de gode relationer i skolen, særligt mellem lærere og elever, med specielt fokus på dem som har det allersværest i denne periode, og som måske derfor ikke er de mest oplagte at holde af.

Og der skal langt større fokus på det respektfulde og ligeværdige samarbejde mellem skole og hjem, hvor tommelfingre nedad erstattes af handleplaner og fokus på børnenes udviklingspotentiale. Det er langt vigtigere for tilliden og samarbejdet end forpustede, nedslående vurderinger af modenhed og karakterskalaer uden hjertevarme, empati og forståelse for, at det er med børn og unge i en skrøbelig alder, vi har med at gøre.

For alle ved forhåbentligt, at uden tryghed og oplevelse af, at den unge bliver set for alt det fantastiske den unge også er, er der ingen læring og tillid overhovedet.

Og hvis vi skal fremelske en kultur af tillid og respekt for hinanden med fokus på at søge de bedste løsninger, vil det også betyde, at vi som forældre skal give lærerne og skolen frihed til at prøve nogle ting af, uden at vi skal kaste os over de nye ideer og praksisser som aggressive ulve.

Hvem tør ellers prøve noget nyt og dermed udfordre det bestående, som måske ikke virker?

Modsat skal skolen, lærere og ledelse have en værdibaseret grundholdning om, at når en årgang eller det enkelte barn for den sags skyld ikke fungerer i de etablerede rammer og dermed mistrives, så skal der primært skues indad. Ingen børn, årgange, køn, klasser bør stigmatiseres og gøres forkerte, hvilket betyder, at nedladende ytringer og holdninger om børn, årgange, forældre med mere på lærerværelserne skal være bandlyste. Dette er hverken professionelt og konstruktivt for nogen eller noget, men eksisterer desværre mange steder.

Ligeledes bør man i hjemmene huske på, at negative ytringer om lærere, skolekammerater med mere, genererer modstand og desrespekt i vores børn, de formentlig ikke kan forvalte konstruktivt.

Vi har alle et stort ansvar for ikke at fodre denne pegen fingre af-kultur, som skaber mistillid og stagnering.

I stedet bør der, og særligt på lærerværelset og i lærernes praksis netop være plads til og en grundlæggende kultur med at undersøge og udfordre egen praksis, særligt omkring det som ikke virker. Men det vil fordre bevægelighed og mod, også til eventuelt at fejle i nye retninger, uden fare for offentlig udskamning.

Vigtigst må være, at så længe der er hjerte, en god argumentation og tanke bag, så er et forsøg bedre værd end ingenting at gøre.