Det er stort set det eneste spørgsmål, som deler de politiske vande. I hvert fald det mest problemfyldte. Det spørgsmål bør ikke i høringen pakkes ind i en generel drøftelse af scenarierne, men have en selvstændig plads i høringen. Man kunne for eksepel godt tænke sig adspurgte, der gerne ser scenarie 3 gennemført med en café – men helst uden biblioteket. Eller biblioteket som del af scenarie 1.
De stramme kriterier for scenariernes forskellighed har lagt faste rammer for høringen – og peger tilbage på, at hele projektet er støbt af kommunens administration og ikke født af borgernes ønsker. Man skal vælge mellem kun tre muligheder. Men ønsker vi faktisk et af de tre scenarier for et kulturhus i Dams Gaard? Eller vil vi noget helt andet med Dams Gaard? Hvis så, skal kommunen ikke kunne tolke blanke stemmer eller ringe valgdeltagelse som stiltiende accept af scenarierne. Derfor skal der på stemmesedlen være plads også til helt afvisende stemmer.
Teksten fremhæver specielt, at "de berørte medarbejdere i regionskommunen" skal høres – og
det igennem CenterMEDs mange afdelinger! Taler vi ikke kun om skolernes og bibliotekets ansatte? Det er jo ikke specielt kommunens ansatte, det drejer sig om. Det er først og fremmest et kulturhus' brugerne ude på hele Bornholm. Og hvor er så de?
Hvad biblioteket angår, så ligger kommunen inde med navn, og adresse på samtlige, registrerede brugere. Man vil meget nemt kunne gennemføre en skriftlig høring af alle os. Her vil man så se, hvor bredt vi er spredt på øen. Øens eneste fuldgyldige bibliotek er for alle – ikke mest for Rønnes borgere.