I en del år har ord som solidaritet og fællesskab lidt været "fy"-ord. Jo, vi har da alle kunnet lide følelsen af, at der var nogen, der var solidariske med os, ligesom det at være en del af et fællesskab også har været meget rart. Alligevel har det i efterhånden mange år mere handlet om individet. "Hvordan tager jeg mig ud?" "Hvad får jeg ud af det?" "Hvad er der i det for mig?" Sikkert båret godt frem af SoMe-kulturen, hvor alt handler om at blive set og hørt på de sociale medier.
De sidste par år har verden kæmpet med en pandemi, covid-19. I alle perioder med mere eller mindre restriktiv nedlukning. Disse nedlukninger har, tror jeg, åbnet vores øjne for, hvor vigtigt det er med sociale fællesskaber, hvor man mødes og taler, synger, spiller, leger, strikker eller andet med hinanden. At man har et sted, hvor man bliver set og hørt, et sted, man hører til.
Knap var vi på den gode side af pandemien, da Rusland invaderede Ukraine. Der var krig i Europa. Her blomstrede behovet for at gøre noget virkelig op. Mange danskere slap, hvad de havde i hænderne og kørte til den polsk-ukrainske grænse for at hjælpe flygtninge, som hovedsageligt var kvinder og børn, til Danmark. Og i Danmark stod mange klar med husly og mad. Viljen til at hjælpe og gøre noget for og sammen med andre var i den grad tilstede.