Leder: Byg byg byg

Leder: Byg byg byg
Se at få gang i lejlighedsbyggeriet, så vi har rammerne til den nye arbejdskraft. Vi skal betale Bornholms fremtid med skattekroner fra tilflyttere. Det kan alle blive enige om.
LEDER | BORNHOLM | ABONNENT | 16. OKT 2021 • 11:00
LEDER | BORNHOLM | ABONNENT
16. OKT 2021 • 11:00

Se at få gang i lejlighedsbyggeriet, så vi har rammerne til den nye arbejdskraft.

Vi skal betale Bornholms fremtid med skattekroner fra tilflyttere. Det kan alle blive enige om.

Vi er for få, og vi bliver færre i den erhvervsduelige alder i den kommende tid. Løsningen er frisk arbejdskraft udefra. Men her er boligmassen en super vigtig faktor for os.

Hvis vi skal have nogle nye kræfter til at arbejde på Bornholm, skal de også bo på Bornholm.

Har de allerede besluttet sig for at blive i lang tid, kan det for mange være attraktivt at købe sig en bolig på det bornholmske boligmarked. Det ligger stadig mange niveauer under hovedstadens priser, og man kan stadig få ekstremt charmerende boliger med både historiske vingesus og maksimal naturoplevelse tæt på.

Men er man i tvivl om, hvor lang tid man skal blive på Bornholm, eller er pengepungen ikke til at købe ejerbolig, så er en lejebolig løsningen.

Men her går det ikke så godt for vores bright green island. Vi har lange ventelister i Bo42 og et privat udlejningsmarked, hvor lejlighederne lynhurtigt afsættes. Derfor er der behov for handling. Nye boliger skal der til.

Kommunalbestyrelsen har allerede planlagt, at DGI-grunden skal udvikles til boliger, og det er rigtig fint. Rønne er formentlig det bedste sted at bygge. Men lytter man til direktøren for Bornholms største almene boligorganisation, Bo42, er DGI-grunden ikke en løsning. Ifølge direktør Ebbe Frank egner grunden sig ikke til boligbyggeri, som den ligger nu. Samtidig er den landzone.

Hvis vi skal hive friske skattekroner ind til at forsørge øen, skal der være tag over hovedet til de kræfter, der skal komme. Herfra skal lyde en opfordring til den kommende kommunalbestyrelse om at få sat gang i planerne, så der er gode rammer til de friske kræfter, der skal hjælpe Bornholm. Men hvorfor nøjes med en gammel stadiongrund ved omfartsvejen.

Når vi sælger Bornholm til familier i resten af landet, så er det naturen, der trækker i tilflytterne. Kunne vi tænke mere visionært omkring de kommende lejeboliger, og give de kommende lejere endnu mere natur for deres husleje. Havudsigt, haver og skov er god valuta, når de arbejdende familier sidder og beregner, om det kan svare sig at rykke teltpælene op og snuppe hurtigfærgen til Bornholm.