Busreduktion i sommerperioden er en fadæse

LÆSERBREV | ABONNENT | 3. JUL 2022 • 10:30
Af:
Lars Michael Tjellesen
Godthåbsvej 32
Østermarie
LÆSERBREV | ABONNENT
3. JUL 2022 • 10:30

I stedet for at reducere antallet af busafgange om sommeren burde BAT indsætte flere busser.


Det er simpelthen skandaløst og ubegribeligt tåbeligt at aflyse busser. Hvem har ansvaret for denne groteske køreplan? Er det egerådigt BAT, eller er kommunen, borgmesteren og turistrådet med i denne umulige sommerkøreplan?

Det må og skal der øjeblikkeligt gøres noget ved. Det skal frem i lyset, hvem der har ansvaret for denne fadæse. Turisterne er særdeles vigtige for Bornholm, og med den frekvens i højsæsonen er turisterne virkelig dårligt stillede. Nok har Bornholm meget af byde på – en enestående natur og spændende og hyggelige restauranter og spisesteder med meget mere – men hvis man ikke sørger for, at turisterne kan komme rundt på øen på en forsvarlig og fornuftig måde, kan det snart være lige meget.

Denne "klage" skal tages særdeles alvorligt og ikke bare gå ind ad det ene øre og ud ad det andet. Sådan en turistservice dræber alle muligheder og er meget, meget dårlig reklame for Bornholm.

Busdriften burde i turistsæsonen være langt mere effektiv, og i stedet for at reducere kørsler burde der være langt flere, gerne 50-75 procent flere busser hver dag, også – og måske især – lørdag og søndag. Her skal der ikke spares,

det er simpelthen tåbeligt, dumt og fantasiløst.

Jeg ønsker at få besked fra dem, der har ansvaret for dette bornholmersvigt. Kom ud af busken og forklar venligst bevæggrundene for denne beslutning.