Voldsdømt takkede for dommen: 'Jeg vil gerne være stoffri'

Voldsdømt takkede for dommen: 'Jeg vil gerne være stoffri'
Udover en betinget fængselsstraf for vold, blev den 53-årige også idømt en bøde for besiddelse af 14 cannabisplanter og 61,4 gram skunk. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 11. JAN 2021 • 15:36
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
11. JAN 2021 • 15:36
RETTEN

Det var tilsyneladende gammelt nag mellem to bekendte, som mandag førte til, at den ene af de to blev idømt 30 dages betinget fængsel for vold.

Søndag den 15. november om eftermiddagen mødtes de to mænd i indgangspartiet til Netto i Allinge. Her sad den ene, i sin invalidescooter, som han havde parkeret foran automaten med håndsprit, mens han talte med personalet i butikken.

Den anden mand – som mandag endte med at blive dømt – ville gerne ind i butikken, men kunne ikke komme forbi sin bekendte i handicapscooteren. Det udløste en ophedet diskussion mellem de to, som endte med, at manden i handicapscooteren blev sparket på højre side af kroppen, og det var den vold, dommer Henrik Engell Rhod kvitterede for med mandagens dom.

Adskillige kontroverser

I retten erkendte den tiltalte, en 53-årig mand fra Tejn, at han havde sparket sin bekendte og forklarede, at han var irriteret over, at han holdt i vejen med sin invalidescooter.

– Jeg sagde til ham, at han holdt i vejen, og at hans scooter ikke var beregnet til indendørs brug, og så sagde han hold kæft til mig. Så var det, jeg sparkede ham, forklarede den 53-årige i retten.

Han fortalte videre, at han selv blev overrasket over sin reaktion.

– Det slet ikke var gennemtænkt, sagde han og fortalte videre, at de to gennem længere tid har været på kant med hinanden, og at de tidligere havde haft adskillige kontroverser, fordi den forurettede ved flere lejligheder har lånt ting og penge af den tiltalte, som han ikke har leveret tilbage.

– Jeg har også givet ham en gravhund, som han ikke behandlede særlig pænt, fortalte den tiltalte i retten, da han skulle beskrive de to mænds indbyrdes relation.

Meldt til politiet

Ifølge anklageskriftet havde den 53-årige sparket manden i invalidescooteren i ryggen, men det nægtede han. Han ville i stedet kun erkende, at han havde sparket ham i siden.

– Det lyder jo altid lidt bedre at sige, man blev sparket i ryggen, men det er ikke rigtigt. Jeg sparkede ham i siden, forklarede den temmelig trinde mand og fortsatte:

– Og der kan ikke have været meget kraft i det spark. Jeg vejer 150 kilo, og når jeg har foden oppe over hans armlæn, så har jeg ikke så meget balance. Jeg blev helt bange for, at han ville gribe fat i min fod. Så var jeg faldet på røven.

Efter episoden i butikkens indgangsparti, som blev afbrudt, fordi en anden kunde påtalte det, fortsatte de to med at mundhugges på parkeringspladsen udenfor butikken, hvorefter den forurettede mand i invalidescooteren kørte hjem og meldte sparket til politiet.

Skunk til eget forbrug

Ud over dommen for vold blev den 53-årige mand også idømt en bøde på 5.000 kroner, for overtrædelse af Lov om Euforiserende stoffer.

Da politiet samme aften opsøgte manden på hans bopæl i Tejn, fandt betjentene nemlig ud af, at manden var i besiddelse af 14 ulovlige cannabisplanter og 61,4 gram skunk, som blev beslaglagt.

Det erkendte manden og forklarede, at det altsammen var til eget brug.

– Jeg har røget hash i mange år og er afhængig, men jeg har ikke lyst til at omgås kriminelle typer for at få fat i det, så derfor dyrker jeg det selv.

Han fortalte videre, at hans misbrug var begyndt i forbindelse med en trafikulykke, som han havde været udsat for, og at han tidligere havde været i misbrugsbehandling, og at det havde hjulpet ham til at være ude af misbruget i fem år, indtil han igen "faldt i", som han selv betegnede det.

"Tusind tak"

Den 53-årige er ikke tidligere straffet, og i den personundersøgelse, Kriminalforsorgen inden mandagens retsmøde havde foretaget på den manden, var konklusionen, at han, på grund af de mén han havde efter trafikulykken, ikke var egnet til samfundstjeneste, idet han eksempelvis ikke kunne stå op i mere end en time ad gangen.

Kriminalforsorgen fandt imidlertid, at manden var egnet til en helt eller delvist betinget fængselsstraf, hvis det kan foregå under opsyn af Kriminalforsorgen og om nødvendigt kunne kombineres med, at manden underkaster sig misbrugsbehandling for sit hashmisbrug.

– Det vil jeg gerne. Jeg vil gerne være stoffri, udbrød den 53-årige prompte, og fortsatte:

– Det ville det være dejligt, hvis jeg kunne få hjælp til, for de første tre måneder er de værste.

Det ønske imødekom dommer Henrik Engell Rhod, idet han, som sædvane er i den slags sager, gjorde den 53-åriges fængselsstraf betinget af, at ikke begår nye ulovligheder i det næste år, at han underkaster sig tilsyn af Kriminalforsorgen i det næste år, og, hvis Kriminalforsorgen finder det nødvendigt, deltager i behandling mod sit misbrug.

Den 53-årige valgte, efter en kort snak med sin forsvarer, at modtage dommen.

– Tusind tak, lød hans slutreplik, da han forlod retslokalet, tydeligt en del mere lettet og opstemt, end da han ankom.