Der er risiko for, at Storebæltsbroen lukker søndag i tidsrummet mellem klokken 09 og 19 på grund af kraftig vind.
Det oplyser Sund & Bælt lørdag.
- Der er risiko for, at det kommer til at blæse så meget, at det bliver storm.
- Og ved vind af stormstyrke på 25 meter i sekundet lukker vi for alt trafik, siger kommunikationschef Lene Gebauer Thomsen, Sund & Bælt.
Prognosen viser vindstyrke på op til 26 meter i sekundet fra klokken 09 søndag.
På den baggrund opfordres bilisterne til om muligt at krydse Storebæltsbroen uden for tidsrummet 09 til 19.
DMI har et varsel ude for søndag om stormende kuling med vindstød op til stærk storm.
Ifølge hjemmesiden er det stort set hele Danmark, der får vinden at mærke søndag.
De kraftigste vinde sætter ind søndag morgen i de sydvestlige egne af landet.
- Det bliver sådan en vejrmæssigt rigtig træls dag med kraftig blæst fra syd, især ved den jyske vestkyst.
- Derudover kommer der i perioder regn, der i øst kan gå over i slud. Det bliver heller ikke særligt varmt med bare én til fem-seks grader, siger vagtchef Mette Zhang, DMI.
Allerede sent lørdag eftermiddag kan vinden give anledning til problemer på Storebæltsbroen.
Når vinden kommer over 15 meter i sekundet, advares høje, lette køretøjer imod at passere broen.
Det gælder eksempelvis biler med campingvogn eller trailer, varebiler, busser og lastbiler med let eller ingen last.
Man kan holde sig orienteret om situationen via hjemmesiden storebaelt.dk.
/ritzau/