Før støtteordningen for arrangører blev udvidet lørdag aften, skulle begivenheder have mindst 1.000 deltagere, for at arrangørerne kunne få dækket underskud.
Det opfattede Viking Atletiks fuldtidsansatte formand Claus Clausen som en "storbyordning", sagde han i forrige uge til Bornholms Tidende, eftersom de færreste motionsløb og sportsbegivenheder i mindre lokalsamfund når op på firecifrede deltager- eller tilskuertal.
Han er derfor godt tilfreds med, at et bredt folketingsflertal har sænket loftet til 350 deltagere.
– Det er jo fint. Vi har fire events med over 1.000 deltagere, og cirka ti med mellem 350 og 1.000, siger Claus Clausen og nævner Softiceløbet og Almindingsløbet som eksempler på arrangementer i mellemlejet.
Få udgifter, store indtægter
I hvilket omfang ændringen får en reel betydning for Viking Atletik, er Claus Clausen i tvivl om, da ordningen ikke yder kompensation for tabet af forventede indtægter.
– Vores udfordring i forhold til støtteordningen er, at vi til de fleste events ikke har haft nogen udgifter, og først bruger penge kort inden arrangementet, siger Claus Clausen.
Samme problematik fremhæver Danmarks Idrætsforbunds (DIF) formand, Niels Nygaard.
– Arrangementsordningen dækker kun omkostningstab og hjælper derfor kun i begrænset omfang de foreninger, som har indtægter på for eksempel stævner. Der er ofte tale om indtægter, der bruges til at drive foreningen resten af året og som er nødvendige for at idrættens fællesskaber også fremover kan være et stærkt aktiv i vores samfund, udtaler Niels Nygaard i en pressemeddelelse.
En undtagelse hos Viking Atletik er imidlertid Etape Bornholm, der skulle have indbragt foreningen et overskud på en million kroner. Viking Atletik har allerede brugt en halv million kroner på det store sommermotionsløb, der blev aflyst før påske. Heraf har foreningen spenderet 150.000 kroner på markedsføring, og Claus Clausen ser frem til at finde ud af, om disse udgifter kan dækkes af den udvidede støttepakke for arrangører.
– Vi er mange, der brænder inde med spildt markedsføring og medaljer, og vi er spændte på at se, om det er omfattet, siger han.
Tabt arbejdsfortjeneste
Desuden påpeger han, at Viking Atletik for at kunne lave store arrangementer investerer i at aflønne to medarbejdere, der gennem hele året arbejder med organiseringen.
– Så det ville være rart, hvis tabt arbejdsfortjeneste var omfattet, tilføjer Claus Clausen – en af de to ansatte, der begge er hjemsendt og omfattes af regeringens lønkompensationsordning.
Endelig efterlyser Claus Clausen ligesom andre arrangører af sommerbegivenheder svar på, hvordan forbuddet mod større arrangementer til og med 31. august konkret skal fortolkes. 23. august er Bornholm Rundt på cykel planlagt til at skulle finde sted, og Viking Atletik håber at kunne få lov til at gennemføre cykelløbet, men det afhænger af definitionen af store arrangementer.