'Vi passer bedre på naturen, når vi får lov til at være i den og føle, at den er vores egen'

'Vi passer bedre på naturen, når vi får lov til at være i den og føle, at den er vores egen'
Nanna Balsby. Privatfoto
| ABONNENT | 28. JAN 2021 • 11:41
Mads Westermann
Journalist
| ABONNENT
28. JAN 2021 • 11:41

DAGENS NAVN: Om kort tid overtager Nanna Balsby ejendommen Birkelund i Rutsker. Hun er også direktør og medstifter af virksomheden Løvtag ApS, der ønsker at bygge tre og senere op til ni trætophytter i et 27 hektar delvist fredet skovområde på Birkelund. Her skal turister kunne opleve den bornholmske natur fra første parket, højt hævet over skovbunden.

Hvor er du født og vokset op?

– Jeg er født i Nordsjælland men er vokset op i Latinamerika, primært i Costa Rica. Der er her, min interesse for bæredygtig turisme stammer fra. Turisme er en af de største indtægtskilder i Costa Rica, og der holdes nøje øje med at skabe en balance mellem at beskytte naturen og det at skabe især naturbaserede oplevelser for besøgende. Mine år i Costa Rica har gjort mig bevidst om, at vi passer bedre på naturen, når vi får lov til at være i den og føle, at den er "vores egen". Jeg har det meste af mit arbejdsliv arbejdet med at skabe oplevelser i naturen under hensynstagen til sarte miljøer.

Hvad er dit forhold til Bornholm og planlægger du selv at flytte herover?

– Min svigerfamilie har i flere år haft en ferielejlighed ved Allinge og vi har nydt mange hyggelige stunder og masser af lækre middage her på øen. Det har også været spændende at deltage i Folkemødet og jeg håber meget, vi kan opleve det igen i år. Jeg har dog ikke planer om at flytte fast til Bornholm, da mine to voksne piger og min mand bor og arbejder i København. Løvtag er allerede etableret ved Mariager Fjord, så jeg kommer til at pendle mellem Nordjylland og Bornholm – her ligger København bekvemt lige i midten!

Du bor i København, driver forretning i Himmerland. Hvad har fået dig til at investere på Bornholm?

– I Løvtag har vi fra starten ønsket at etablere os på Bornholm. Øen er et mekka for outdoor-turisme og med en natur, der er helt speciel. I vores dialog med Bornholms Regionskommune kom det frem, at en mulighed kunne være Birkelund, som ud over en pragtfuld skov med søer og klipper, har fem ferielejligheder. Med min baggrund fra hotelbranchen, blev jeg inspireret og ønsker ikke kun at etablere trætophytter men også at videreudvikle ferielejlighederne.

Hvis du skulle være vært for besøgende, og vise dem rundt på Bornholm, hvad ville du så vise dem, og hvorfor netop det?

– Jeg vil til enhver tid tage cyklerne frem og nyde at komme rundt på de mange oplevelsesrige ruter. Jeg er især fascineret af det kuperede terræn og klipperne, men også de mange købssteder, som hver har deres egen charme og karakteristika. Så det ville klart være en god blanding af vind i håret, røde kinder og hygge ved en af de mange lækre caféer og restauranter.

Hvornår er du mest lykkelig?

– Privat, sammen med familie og venner - meget gerne ude i naturen. Arbejdsmæssigt bringer det helt klart lykke at høre fra Løvtags gæster, at det vi har brugt syv år på at skabe, har bragt dem lykke!

 


Nanna Balsby

50 år

Turismeentreprenør, direktør og medejer af virksomheden Løvtag ApS. Desuden medforfatter af bogen "Man synger da ikke på et universitet - en inspirationsbog om værtskab og oplevelser".

Bor på Østerbro i København med min mand Jesper. Sammen har de to døtre på 25 og 27.