Venstre-formand kritiserer Løkke og står bag Ellemann

Venstre-formand kritiserer Løkke og står bag Ellemann
Niels Plum aflægger beretning ved Venstre Bornholms generalforsamling tirsdag aften i Nylars Samlingshus. Foto: Jakob Marschner
| 15. JUN 2021 • 19:54
Jakob Marschner
Journalist

15. JUN 2021 • 19:54

Venstres stadig ret nye formand Jakob Ellemann-Jensen gør det bedre end almindeligt antaget mange steder. Til gengæld er der grund til at være skuffet over hans umiddelbare forgænger som formand, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Det sagde Niels Plum, formand for Venstre Bornholm, i sin beretning ved partiforeningens generalforsamling tirsdag aften i Nylars Samlingshus.

– Der er for mig ingen tvivl om, at Jakob gør det godt, set i forhold til hvilke arbejdsbetingelser han har haft. At blive formand for landets største liberale parti nærmest over en nat er nok ikke en misundelsesværdig opgave. Jeg tror, at det er meget få personer, der ville kunne klare det enorme pres, som Jakob har klaret, sagde Niels Plum.

Som formand for Venstre Bornholm har Plum også plads i Venstres forretningsudvalg. Derfor har han mødt og oplevet Jakob Ellemann-Jensen adskillige gange.

– Jakob har min fulde opbakning, og de efterhånden mange gange jeg har været til møde med ham, virtuelt og personligt, har han klaret sine opgaver til UG med kryds og slange. Vi ser jo også i de sidste meningsmålinger, at Venstre igen er det største blå parti, sagde Niels Plum.

– Jakob Ellemann-Jensen vokser hver dag med opgaven, og jeg vil ikke være betænkelig ved at sætte Jakob for bordenden i Statsministeriet.

Formanden for Venstre Bornholm beklagede ved generalforsamlingen, at tidligere integrationsminister Inger Støjberg kun fik kort tid som næstformand for Venstre, før hun trak sig efter svære uoverensstemmelser med Jakob Ellemann-Jensen, og at hun senere meldte sig helt ud af partiet.

Niels Plum lagde ikke skjul på, at Venstre har haft det svært i det seneste år, hvor den interne uro også har smittet af på partiets meningsmålinger. Inger Støjberg blev heller ikke den eneste af Venstres største profiler, der gik.

– Lars Løkke Rasmussen valgte også at melde sig ud. Lars har valgt at danne et nyt midterparti, noget i retning af Kristen Demokraterne, som jo siger, at de er et midterparti, sagde Niels Plum tirsdag aften.

Som medlem af Venstres forretningsudvalg var Niels Plum også til stede ved det dramatiske møde, der for snart to år siden endte med, at både Lars Løkke Rasmussen og tidligere finansminister Kristian Jensen trak sig fra deres poster som formand og næstformand for Venstre.

Niels Plum var tirsdag aften kritisk over for den tidligere statsminister, der i maj offentliggjorde, at hans nye parti får navnet Moderaterne.

– Jeg må bare sige at jeg er skuffet over Lars. Når jeg tænker på, hvad jeg  sagde i min beretning i 2020, nemlig at ”Vi fik taget en værdig afsked med formand Lars Løkke Rasmusen og Kristian Jensen ved det ordinære landsmøde den 16. november 2019. Her bed jeg særligt mærke i en af de ting, som Lars Løkke Rasmussen sagde: ”Til jer, som meldte jer ud den 31. august eller lige derefter: Se nu at få meldt jer ind igen”, sagde Niels Plum, der også havde mere kritik af Løkke med til generalforsamlingen.

– Det er værd at bemærke, at Lars havde en aftale om at trække sig, såfremt han ikke kunne danne regering efter valget den 5.juni 2019. Denne aftale løb han fra, sagde Niels Plum.

Umiddelbart efter at have aflagt beretning blev Niels Plum genvalgt som formand for Venstre Bornholm. Indtil starten af året var han ellers indstillet på at lade sig afløse på posten, men ombestemte sig i lyset af, at der er kommunalvalg i november, og at Plum som nyslået pensionist vil tage tid til at arbejde med valget på fuld tid.