Ung mand fløjet over med fyrværkeriskader

Ung mand fløjet over med fyrværkeriskader
Foto: Jens-Erik Larsen
| 1. JAN 2021 • 09:29
Af:
holger-larsen

1. JAN 2021 • 09:29
En ung mand er overført til et hospital i København med alvorlige skader efter en fyrværkeriulykke.

Det oplyser netavisen bornholm.nu.

Vagthavende hos Bornholms Politi bekræfter overfor Bornholms Tidende, at der har været en fyrværkeriulykke i Aakirkeby, men har ikke yderligere oplysninger om sagen.

Den alvorlige hændelse kommer efter, at Bornholms Hospital de to foregående nytår ikke har haft fyrværkeriskader.

12 med øjenskader

Ritzau oplyser fredag formiddag, at øjenafdelingerne på landets sygehuse nytårsaften og -nat har behandlet 12 personer med øjenskader.

–  Man må sige, at nytåret har været temmelig fredeligt. Der har kun været én alvorligt tilskadekommen, og resten har været forholdsvis overfladiske læsioner, som næppe kommer til at efterlade varige mén, siger Jørgen Villumsen, der er overlæge på øjenklinikken på Rigshospitalet, til Ritzau.

- Alle, jeg har talt med, beretter om en usædvanligt rolig nytårsaften. For eksempel har der i Region Nordjylland slet ikke været nogen øjenskader, siger han.

Han fortæller, at ingen af de 12 personer, som kom til skade, havde beskyttelsesbriller på.

Antallet af øjenskader er nogenlunde på niveau med sidste år. I gennemsnit er der 15-16 øjenskader om året.

- Når man ser på, hvor meget fyrværkeri der bliver skudt af, så er det et mirakel, at der ikke sker mere, mener overlægen.

- Hvis man fik folk til at bruge beskyttelsesbriller konsekvent, når de færdes udenfor, så ville der ikke have været en eneste skade, tilføjer Jørgen Villumsen.

992 udrykninger

Antallet af udrykninger med ambulancer er også nogenlunde på niveau med nytårsaften sidste år. Det viser tal fra landets fem regioner.

Der har været 992 udrykninger med ambulancer, akutlægebiler, akutbiler og akutlægehelikoptere.

Ud over 12 øjenskader har der været 22 håndskader på grund af fyrværkeri. Det er også nogenlunde på niveau med nytårsaften sidste år.