Tysk krydstogtkaptajn er vild med Bornholm, men Rønne Havn imponerer ham ikke

Tysk krydstogtkaptajn er vild med Bornholm, men Rønne Havn imponerer ham ikke
Krydstogtsskibet Amera har i denne uge besøgt Bornholm. Foto: Berit Hvassum
MARKEDSFØRING | BORNHOLM | ABONNENT | 9. SEP 2021 • 12:53
MARKEDSFØRING | BORNHOLM | ABONNENT
9. SEP 2021 • 12:53

Tysk krydstogtkaptajn er ikke imponeret over Rønne Havn. Den er svær at komme ind i for et mellemstort passagerskib og ankomstområdet fungerer ikke optimalt, siger Elmar Mühlebach fra krydstogtskibet Amera. Men ellers er han vild med Bornholm.


Kaptajnen på det tyske krydstogtskib Amera gik tirsdag i land for at deltage i tv-optagelser til et tysk tv-program.

Elmar Mühlebach er kaptajn på krydstogtskibet Amera, der har plads til 700 passagerer.

Han har lagt til ved Bornholm mange gange, men har aldrig været i land før, da krydstogtskibe ofte kun tilbringer en dag i hver havn.


Det tyske tv-hold filmer løs i Svaneke. Her besigtiger kaptajn Elmar Mühlebach byen i selskab med tv-værten Bernd Wallisch. Foto: Berit Hvassum


Vi fanger ham i Svaneke, hvor han kører med den lokale hestesporvogn rundt i byen sammen med tv-værten Bernd Wallisch fra det tyske rejseprogram Verrückt Nach Meer.

Det er helt klart en positiv oplevelse for Elmar Mühlebach at komme rundt på øen.

– Jeg er vild med Bornholm. Svaneke er virkelig smuk, siger han.


Elmar Mühlebach er kaptajn på det tyske krydstogtskib Amera og har lagt til på Bornholm mange gange. Tirsdag var han i land for første gang, og det var en positiv oplevelse. Foto: Berit Hvassum

Rønne Havn er han til gengæld ikke så begejstret for. Den tyske kaptajn har fulgt de senere års udvidelse af havnen og ved også, at den ikke er tilendebragt. Alligevel kan han allerede nu afsløre, at havnen stadig hører til i den smalle ende.

– Rønne er en rar havn, men en smule for lille til vores skibe, så vi kæmper altid: kan vi komme ind, eller kan vi ikke? Hvis vi ikke kan, må vi kaste anker, der hvor der er læ.

50 procent chance for at komme i havn

Elmar Mühlebach er dog overbevist om, at det bliver lettere at lægge til, når man har fjernet den inderste bølgebryder i havnen, og han understreger, at anløbet er blevet meget mere sikkert, efter at der er anlagt en ny kaj specielt til krydstogtskibe.

– Før var der 50 procents chance for at komme i havn, nu er det meget bedre. Men det afhænger af vindretningen. Vores skibe har en tonnnage på 40.000 tons, det vil sige mellemstørrelse. Men for Rønne er det stort, siger han.

Krydstogtturister har lidt større forventninger til besøgsbyerne end den almindelige færgepassager, siger Elmar Mühlebach. Og her kunne han godt ønske sig lidt mere af Rønne Havn.

– For at være ærlig: Rønne er ikke det smukkeste sted at anløbe på Bornholm. Udsigten er ikke så god, du ser direkte ind på industrihavnen, og en stor ... jeg tror, det er et varmeværk. Der er masser af plads til offshore-business, men vores passagerer skal gå langt for at komme frem til modtageteltet. Det er ikke så godt for os som passagerskib, siger han.


Modtageteltet på Rønne Havn, hvorfra besøgende krydstogtsturister køres rundt på øen. Foto: Berit Hvassum

Mange er meget glade for havnen

Ifølge Thomas Bendtsen har Rønne Havn ikke mulighed for at forskønne modtageområdet på krydstogtkajen.

– Rønne Havn er jo noget andet end Svaneke Havn. Vi er en stor erhvervshavn, og det bærer havnen præg af. Vi gør dog en del for at give de besøgende en god oplevelse af Rønne og hele Bornholm ved blandt andet at arrangere ture, hvor gæsterne bliver hentet ved krydstogtkajen i busser, der kan transportere dem rundt på øen, siger Thomas Bendtsen, administrerende direktør på Rønne Havn.

Dog arbejder havnen på at forbedre rammerne for krydstogtanløbene, siger Thomas Bendtsen.

– Vi er netop gået i gang med en stor havneudvidelse, som på sigt også vil gøre det nemmere for krydstogtskibene at anløbe havnen. Men på nuværende tidspunkt har vi ikke mulighed for at investere yderligere i de fysiske rammer, vi har for krydstogt, siger han til Bornholms Tidende og tilføjer:

– Vi har heldigvis en del skibe, som er meget glade for havnen, og som ikke oplever problemer med de fysiske rammer.

 


God økonomi i Rønne Havn

Samlet kom Rønne Havn ud med en omsætning på 85 millioner kroner i 2020, og det svarer til en stigning på knap ti procent i forhold til 2019, som primært kan tilskrives de nye offshore-aktiviteter. Årets resultat landede på plus 10.4 millioner kroner.

 


Ameras rute

Krydstogtsskibet Amera kom fra Bremen Hafen. Denne uges cruise kaldes The Best of Denmark, men skibet besøger også Norge. I Danmark har Amera lagt til i Esbjerg, København og på Bornholm.

 


Tv-hold med om bord

Med om bord på krydstogtskibet, som lagde til i Rønne Havn mandag aften, var et tv-hold, der er i gang med at producere et nyt afsnit til det populære den tyske doku-serie Verrückt nach Meer.

Programmet sendes på den store tyske tv-kanal ARD og hvert afsnit har cirka 1,5 millioner seere.

Sybil Nies er tilrettelægger på programmet og bruger det meste af tiden om bord på turen på at arbejde.

– På denne tur laver vi en episode om, hvordan det er at arbejde på et cruiseship, behind the scenes. Og så går vi i land med passagererne, crew'et eller kaptajnen og kigger på de lokale sights, siger Sybil Nies.

I Svaneke skal filmholdet blandt andet besøge Bryghuset, Anya Glass, glaspusteren Pernille Bülow og Svaneke Røgeri.