Forklaringen er nogle akustiske alarmer, såkaldte pingere, der virker ved at sende støj ud på frekvenser, som marsvinene kan registrere, og som derfor kan skræmme dem væk fra fiskegarn, således at de ikke drukner.
"Dette indebærer, at niveauet for baggrundsstøj øges. Samtidig kan der være et frekvenssammenfald mellem pingere og det militære udstyr, som landene omkring Østersøen bruger i forbindelse med overvågning og beskyttelse af deres farvande. Den samlede virkning af øget baggrundsstøj samt et eventuelt frekvenssammenfald vil begrænse effektiviteten af militære kommunikations-, overvågnings- og våbensystemer, hvilket kan få operative konsekvenser", skriver Rasmus Prehn i sit svar til udvalget.
Særdeles stor lydudbredelse
Ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kan de specifikke hydroakustiske forhold i Østersøen forstærke problemet, idet havbundens beskaffenhed samt variationen af temperaturer og saltindhold i vandet kan indebære særdeles stor lydudbredelse.