Tre nye smittede – epidemien er fortsat på lavt blus

Tre nye smittede – epidemien er fortsat på lavt blus
Arkivfoto: Jacob Jepsen
| 19. JAN 2021 • 14:48
Jakob Nørmark
Journalist

19. JAN 2021 • 14:48

CORONAVIRUS

Tre bornholmere er i det forgangne døgn testet positiv for coronavirus, fremgår det af tirsdagens opdatering fra Statens Serum Institut.

Siden begyndelsen af sidste uge er ti personer med bornholmsk adresse testet positive for covid-19 på regionens testcenter. I alt er der foretaget 4.549 prøver siden sidste mandag, og positivprocenten er dermed nede på 0,2 procent.

Smittespredningen er væsentligt lavere end i december, hvor der med undtagelse af nytårsaftensdag var mindst tre positive om dagen. I torsdags og lørdags blev der ikke konstateret nogen nye smittede.

Incidenstallet ligger på 25 smittede per 100.000 indbyggere for den seneste uge, og Bornholms Regionskommune er dermed blandt landets mildest ramte kommuner for øjeblikket.

På lyntestcentret er der de seneste tre dage (lørdag-mandag) blevet afgivet én positiv prøve. Falck, hvis smittetal ikke indgår i SSI’s statistik, har testet 319 personer i Rønne de seneste tre dage.

Det lave smitteniveau afspejler sig på Bornholms Hospital, hvor der tirsdag blot var én person med covid-19 indlagt. For en uge siden var patienttallet oppe på seks. Generelt går det den rigtige vej på sygehusene. I hele Region Hovedstaden var der tirsdag morgen 356 indlagte; 90 færre end for en uge siden. På landsplan blev der bekræftet 724 nye tilfælde i det seneste døgn, hvilket er en femtedel.

Alle positive prøver bliver nu segmenteret for at finde ud af, hvilken virusvariant der er tale om. Bornholms Tidende har ikke kunnet få oplyst af Statens Serum Institut, om den mere smitsomme britiske variant, B.1.1.7, er blevet fundet på Bornholm.