Træk luft ind, mens tid er

KLUMME

I Woody Allens film "Alle siger I Love You" fra 1996 guider teenagepigen DJ os på en rundtur i sin farverige families liv med de tilskikkelser, der nu engang byder sig, når ens forældre er fraskilte, og faren har slået sig ned i Paris, mens moren bor i New York med sin nye mand, og hvad der ellers er af fælles- og delebørn.

Det er en velhavende advokatfamilie i en penthouselejlighed på Park Avenue med fine ambitioner om at udvise samfundssind, empati og forståelse for folk, som er ringere stillet, og derfor er DJ's stedbror Scott nær ved at give sin far et hjerteslag, da han pludselig viser sig at være blevet konservativ republikaner, mens resten af familien naturligvis er liberale demokrater.

Scott driver vitterligt sin far, spillet af Alan Alda, til randen af fortvivlelse, når han eksempelvis siger:

– Understøttelse til arbejdsløse fungerer ikke! Den hører hjemme i samme liberale fantasi som positiv særbehandling af diverse grupper for at mindske uligheder i samfundet, forbud mod skolebønner og at pylre om kriminelle.

Nej, Scott tror tvært imod på "kraftfulde, moderne ideer, et stærkt USA og retten til at bære våben", hvilket får faren til i desperation at råbe op ad trappen til sin hustru, som spilles af Goldie Hawn:

– Steffi, bring mig mit testamente og et viskelæder!

På et tidspunkt sker der imidlertid til en familiesammenkomst det, at Scott besvimer, dratter omkuld og havner på hospitalet. Efter han er blevet grundigt undersøgt, trækker lægen hans far til side og fortæller ham, at hans unge søn i formentlig et års tid har lidt af en blokering i en arterie i halsen.

– Så hvis han har opført sig underligt i den senere tid, kan det skyldes, at han simpelthen ikke har fået ilt nok til hjernen, forklarer lægen.

– Men heldigvis er blokeringen passeret af sig selv, så han burde ikke have problemer med den længere.

Og ja, da Scott vågner op, er han ved sine fulde fem og vinker straks farvel til sit republikanske tankegods, idet han genopstår som liberal demokrat med socialt sindelag og omsorg for de af hans medborgere, som ikke befinder sig på samfundets solside.

Med andre ord: Han får igen masser af ilt til hjernen.

Som enhver ved, har Donald Trump forladt Det Hvide Hus, men når man som jeg er vokset op med fortællingen om det vilde vesten med højt til himlen og en endeløs horisont ude på de åbne vidder med uanede muligheder, må jeg tilstå, at det kom en smule bag på mig, at der er så iltfattig en atmosfære i store dele af USA, at 74 millioner vælgere kunne finde på at give deres stemme til den mest depraverede kandidat, manden med det største selvcentrerede ego, de største løgne, de største uforskammetheder, den største uvidenhed, det største snæversyn.

Mange amerikanere lider endda af så store blokader i deres arterier, at de tror på Qanon, altså den konspirationsteori, som en ukendt "Q" er lykkedes med at sprede på forbløffende få år, og som indeholder så meget vrøvl, at man ville tro, det krævede uanede mængder lcd eller usædvanligt høj feber at tro på det i bare et splitsekund. Eller måske livstruende iltmangel.

Det er, som om det bliver stadigt sværere at placere sig præcist i denne verden, og jeg kan efterhånden knap nok finde ud af, hvornår i døgnet det er, jeg holder op med at sidde ned hele aftenen for i stedet sidde oppe hele natten

Også på de hjemlige breddegrader virker det, som om visse grupper kunne have behov for at tage en dyb indånding, når det eksempelvis handler om corona. Jeg er ikke i tvivl om, at det i en senere evaluering vil vise sig, at meget kunne være håndteret både anderledes og bedre under pandemien, men jeg får ikke desto mindre trang til at dele iltmasker rundt, når der gang på gang dukker røster op, som, fordi smittespredningen ikke er gået amok, tordner løs om diktaturstat og overreaktion fra myndighedernes side "for der sker jo ingenting! Hospitalerne er nærmest tomme! Luk nu samfundet op!".

Forebyggelsens paradoks, hedder det, når de tiltag, man beslutter, er så virkningsfulde, at "der ikke rigtig sker noget". Paradokset består i, at det kan gøre det svært at få øje på problemet, hvis man ikke har gennemskuet den grundlæggende sammenhæng, og så går man jo rundt og snapper efter vejret i indestængt frustration over alle restriktionerne.

Jeg følte selv, jeg kunne trække vejret friere, da Trump omsider var ude af klappen, men jeg må tilstå, at det var en alt for kortvarig glæde, for snart satte realitetssansen ind, og det slog mig som en hammer, at tiden igen-igen ville kunne spille mig et pus. Det har den gjort før: Man er en smule uopmærksom, skriver nogle artikler på sit arbejde, tager på en ferie (da man kunne den slags), er til middag hos gode venner, inviterer selv på et glas fredagsvin, går i biografen et par gange, og hov!

Så er der pludselig gået tre år. Og om tre år er Trump formentlig igen i valgkamp, og ens strube snører til, og man begynder måske at hyperventilere af angst, hvorfor man inhalerer for megen ilt, hvilket i yderste instans udløser det samme syndrom som for lidt ilt.

Det er alt for hurtigt for min sjælefreds skyld så hurtigt igen at skulle konfronteres med Amerikas Forvildede Stater, så hvad gør man?

Trækker tiden i langdrag, og jeg indser, at det burde jeg have gjort for længst. Det er, som om det bliver stadigt sværere at placere sig præcist i denne verden, og jeg kan efterhånden knap nok finde ud af, hvornår i døgnet det er, jeg holder op med at sidde ned hele aftenen for i stedet sidde oppe hele natten.

Er der virkelig gået 12 år siden komikeren Frank Hvams første onemanshow? Ja, det er der tydeligvis, eftersom det hed "Frank Hvam Live 09", men tænk engang, hvordan der er en verden til forskel på nu og dengang, hvor han kunne indlede en morsom aften på spillestedet Bremen i København med at sige:

– Jeg er utroligt glad for, at I er dukket op til trods for svineinfluenzaen. Jamen, de har jo prøvet at skræmme livet af os – 20 millioner mennesker ville dø! Det er den nye spanske syge. Jeg har det sådan: Os, der voksede op i firserne, vi frygter IKKE svineinfluenzaen. Vi aids-veteraner frygter intet. Altså, en sygdom, der kommer ind igennem munden – velkommen til! Endelig en sygdom, hvor man kan dø uden at sku' skamme sig.

Ak ja, haha, hvor var vi dog lykkelige og ubekymrede dengang.

Hvor var vi egentlig lykkelige og ubekymrede for bare et år siden.

Nu føler jeg, at vi er havnet i et voldsomt dilemma. For på ene side må tiden godt skynde sig at gå. Lad os komme hen i sommeren, lad os bede til, at vaccinerne virker, at vi har fået dem, og at vi kan slippe ud af pandemiens klaustrofobiske favntag.

Men samtidig: Lad os trække tiden i langdrag, så vi ikke pludselig har Trump i valgkamp igen. Og hvad det sidste angår gælder alle kneb, så man kan eventuelt satse på at holde sig så tæt på jorden som muligt og håbe på, at ekspræsidenten tilbringer rigtig megen tid i toppen af Trump Tower. For den er god nok, som Grundtvig gjorde opmærksom på: Ved jorden at blive, det tjener os bedst, og fysikken giver os et godt bud på hvorfor.

Det forholder sig nemlig sådan, at tidens såkaldte unicitet for længst har vist sig at være et blålys. Tiden går ikke med samme hastighed overalt, oppe i bjergene går den hurtigere end nede i dalen. Ja, faktisk går den hurtigere oppe på spisestuebordet end nede på stuegulvet.

Desto tættere på jorden, desto langsommere, sådan som allerede Einstein opdagede det, og som fysikeren Carlo Rovelli redegør for i sin bog fra 2017 "Tidens orden".

Man kan faktisk måle det med rigtigt fine ure, så hvis man bliver virkelig deprimeret ved tanken om Trumps genopståen ved næste amerikanske valg, kan man da bruge det som undskyldning for at drikke sig selv under bordet, og dernede kan man så strække tiden så meget som muligt.

Arkivfoto: Trafikstyrelsen

Desværre er det ikke så enkelt som så, for samtidig går tiden hurtigere for den, der ikke er i bevægelse og langsommere for den, der er. Med andre ord vil virkningen forstærkes, hvis man eksempelvis drikker sig selv under bordet i en spisevogn i et tog, der er på vej ned gennem Europa – oh, tænk engang at rejse igen.

Dér, under bordet i et tog, som er i bevægelse, vil tiden gå langsommere end hos ekspræsidenten, som sidder på øverste etage i Trump Tower og lægger skumle planer for, hvordan han igen kan gøre sit indtog på verdensscenen.

Nuvel, jeg indrømmer gerne, at det tidsrum, man her på jordkloden kan strække tiden med, trods alt kun er på bagatelplanet, og at det kan være svært reelt at fatte, hvad der er på spil. Så inden nogen slår indholdet i denne klumme helt hen i vejret som det rene iltfattige nonsens, må jeg hellere give et forståeligt og letfatteligt eksempel på, hvilken snydepels tiden kan være, og hvilke paradokser den kan rumme.

På et tidspunkt i "Alle siger I Love You" er DJ's far, som spilles af Woody Allen, kommet på besøg hos sin ekskones familie i New York, hvor han ikke lægger skjul på, at han rent følelsesmæssigt er i en sølle forfatning, fordi kæresten hjemme i Paris har forladt ham.

– Jeg er så fortvivlet, siger han desperat og fortsætter:

– Jeg ta'r livet af mig selv, vender tilbage til Paris og hopper ud fra Eiffeltårnet, og så er det slut! Og hvis nu jeg ta'r Concorden, kan jeg være død flere timer tidligere, eller … vent et øjeblik! På grund af tidsforskellen kunne jeg være i live i New York, men død i Paris! Jeg ku' få nogle ting fra hånden her, samtidig med at jeg er død der!

Lige nu og her kan alle vi andre nøjes med at tage en dyb indånding. Og måske mødes under bordet.

Tegning: Jørn Villumsen

TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

er journalist på Bornholms Tidende, idet han i slutningen af 2002 flyttede fra København til Bornholm.

Siden er tiden sådan set gået godt, men han er lidt splittet for tiden, for ønsker han nu, at tiden skal gå hurtigt eller i et mere adstadigt tempo?