Men siden er byggeriet tre gange blevet udskudt. Senest ved budgetforhandlingerne i 2020 med den tilføjelse, at beslutningsgrundlaget for et plejecenter skal opdateres i første halvår 2021.
Den tilføjelse havde baggrund i, at udviklingen gav anledning til at stille spørgsmålstegn ved behovet for plejeboliger – trods et stigende antal ældre. Derfor blev det også besluttet, at behovet for vedligeholdelse på Toftegården skal vurderes. Altså for det tilfælde, at man endeligt ville droppe plejecentret og bevare Toftegården.
Den løsning er der stadig i et af scenarierne, efter at de indledende undersøgelser om plejeboligbehov og behovet for eventuel vedligeholdelse af Toftegården er foretaget. Men når administrationen kalder både-og den mest fremtidssikre løsning, skyldes det en fremskrivningsmodel fra Kommunernes Landsforening, hvoraf det fremgår, at med det nuværende antal plejeboliger på Bornholm kan man forvente en venteliste på 72 i 2025, stigende til et behov svarende til en venteliste til plejeboliger på 183 i 2032. Den længere venteliste vil også betyde længere ventetid på at få en plejebolig, fremgår det af bilagene.
En opgørelse fra april 2021 viser, at der på det tidspunkt var 37 på venteliste til en plejebolig.