I 1930 har Agnes skiftet den centrale adresse ud med Henning Matzensvej, som ligger på det ydre Frederiksberg, viser Folketællingen, som MyHeritage har fundet frem til mig. Her bor hun sammen med sin mand Oluf Johannes Olsen, som er mælkehandler, og de har to små børn, Alice og Finn, født i 1927 og 1928. De har også den 23-årige lillesøster til Agnes, Clara, boende. Hun arbejder som dameskrædderinde på Østerborgade.
I 1940 er familien rykket til Lindebugten, en sidevej til Valby langgade, og her kan man se, at familiens overhoved har skiftet sin titel som mælkehandler ud med den noget finere titel som ostegrosserer.
Det har ikke lykkedes mig at finde billeder af Agnes og familien. Jeg har spurgt Prik fra Falster, som er barnebarn af Clara Thorsen, som boede hos storesøster Agnes på et tidspunkt, men det eneste, som han kan tilføje om Agnes er, at hendes mand ostegrossereren kørte rundt og købte oste op sammen med hans far.
Agnes blev desværre ikke særlig gammel, for hun døde allerede i 1952 – men hun havde et liv med oplevelser langt væk fra Arnager – det er der ingen tvivl om.