Tillokkende abstraktioner

KLUMME

I ugens løb fløj den mest omtalte mand i verden siden 2016 fra Washington DC til Florida, og fremover bliver politik i højere grad, som det helst skal være; halvkedelig. En af de ”kedelige” ting, som bliver spændende at følge den kommende tid, er opgøret mod de gigantiske teknologivirksomheder. Efter at have haft stort set frit spil, siden de blev skabt i nullerne, skal Facebook (som gennem årene har opkøbt Instagram og Whatsapp), Google (ejer også Youtube), Twitter (de kører solo) regne med at blive underlagt mere striks regulering.

I USA har 46 stater og konkurrencemyndighederne anlagt sager om monopolvirksomhed mod Facebook med krav om opsplitning, og EU-Kommissionen stiller i et nyt lovforslag krav om, at annonceringen på sociale medier skal gøres mere transparent, så brugerne kan se, hvornår der er tale om en annonce, hvem annoncørerne er, og hvorfor annoncen bliver vist til brugeren.

At de sociale medier mærker reguleringsivrige embedsfolk og politikere puste dem i nakken, blev tydeligt efter Trump-tilhængernes stormløb mod Kongressen. Facebook, Twitter og Instagram lukkede Donald Trumps profiler. På Twitter kunne @realdonaldtrump ufiltreret sætte en effektiv, dagsorden under valgkampene og i præsidentperioden, uden at noget så omsonst som sandheder og faktuelle oplysninger kunne komme i vejen for hans budskaber. I mange år har Trump og andre despoter uimodsagt kunnet skrive, hvad de ville på de sociale medier, der har fungeret som næsten uredigerede platforme.

Men efter Trump havde held til at så tvivl om valgresultatet og ansporede sine tilhængere til at invadere landets lovgivende forsamling, fik SoMe-mogulerne nok. Demokraterne jublede, mens deres politiske modstandere begræd undertrykkelsen af ytringsfriheden.

Fra min beskedne plads på sofaen i Rønne fremkaldte situationen hovedbrud. På den ene side var jeg tilfreds med, at nogen omsider tog affære over for Trump og fulgte op ved at påtage sig ansvaret for at rense ud i de værste fora for konspirationsteorier og misinformation.

På den anden side bekymrede det mig, at håndhævelsen af den digitale ytringsfrihed er lagt i hænderne på private virksomheder, der lader til at håndhæve reglerne temmelig vilkårligt. Kan vi være tjent med, at teknologi-virksomhederne, som har monopol-status, kan censurere stemmer i samfundsdebatten efter forgodtbefindende, uden stringens og almindelige retsstatsprincipper om lighed for loven?

Den mest bekymrende censur ramte Parler, der er et mindre socialt medie, som især voksede hurtigt blandt højreorienterede amerikanere, da Twitter begyndte at påklistre Trump-tweets med advarsler om, at hans påstande var misvisende. Samtidig med at præsidenten blev låst ude, lukkede Apple og Google for adgangen til at hente Parler ned som app, og Amazon – endnu en tech-gigant med monopol-ambitioner – fjernede det sociale medies adgang til datalagringen i skyen hos Amazon Web Services, hvilket tvang Parler offline. Republikanske er med god grund fortørnede, og jeg tror, at hændelserne får langsigtede konsekvenser, for politikere i USA og EU må i gang med at stramme reglerne. Det helt store spørgsmål er, om Facebook og andre sociale medier skal gøres ansvarlig for, hvad der skrives og deles på platformen?

En ven henviste mig til podcasten ”Hidden Forces”, hvor gæsten Matt Stoller beskrev, hvad der er galt med lovgivningen i USA. Han pegede på to fejl, der tilsammen skaber et dilemma og forklarer den blandede fornemmelse, jeg har i munden over tech-virksomhedernes reaktion på urolighederne:

1) At loven ikke sikrer kunder lige adgang på lige vilkår til de digitale platforme og sociale medier på samme måde, som brugere har til andre vigtige forsyningsgrene i samfundet, for eksempel telefon- eller elnettet.

2) At sociale medier ikke bærer ansvaret for, hvad der foregår på platformen. Ansvarsfritagelsen fungerer som et skjold for Facebook, der ovenikøbet kan udnytte de frie rammer til at sælge reklamer, som eksponeres til Facebook-brugerne – også når platformen bruges til samfundsundergravende aktiviteter. Derved tjener Facebook-stifter Mark Zuckerberg penge på, at folk samles i Facebook-grupper for at planlægge voldelige optøjer som i Washington 6. januar – eller på, at folk deler falske påstande om covid-19-virussen, for eksempel at pandemien skulle være udtænkt af Bill Gates.

Med en metafor forklarede Stoller, hvordan reglerne burde være skruet sammen: ”Alle skal have lov til at bruge vejen, men det er ulovligt at være en voldelig bande”.

TV2 Nyhederne bragte forleden en historie, der tydeligt viste, at Facebook ikke varetager på det ansvar, som man i resten af samfundet ville forvente af en virksomhed. Et stigende antal danske brugere af Instagram har fået hacket deres profiler, fortalte TV2. Hackerne ændrer koden og afpresser brugerne, som typisk er influenter eller små forretningsdrivende, der bruger Instagram til markedsføring. De hackede butiksejere kontakter det sociale medie for at løse problemet, så de kan få deres profil tilbage, men når de ringer til Facebook i Danmark, bliver de henvist til et ”online help center”. Og her løb butiksejerne ind i en blindgyde. Hvad sagde Facebook, der ejer Instagram, til kritikken?

”Vi arbejder hele tiden på at forbedre vores muligheder for at give hurtig hjælp, men med flere end tre milliarder brugere på tværs af alle vores tjenester, er det nødvendigt, at de løsninger, vi tilbyder, kan håndtere et meget stort antal henvendelser,” forklarede landechefen for Facebook i Danmark, Pia Tandrup.

Og det er da rigtigt, at hvis Facebook skulle stilles til ansvar for, hvad der foregår på platformen, ville det kræve, at der blev ansat langt, langt flere personer til at varetage opgaven. Det ville true Facebooks forretningsmodel, måske endda umuliggøre den. Men måske ville det være det bedste for alle? I dag bruges Facebook til mobning, deling af hævnporno, salg af stoffer, krænkelser af ophavsretten, og så videre. Er det for meget at forlange, at Facebook pålægges ansvaret forhindre dette og blive en virksomhed, som faktisk er mulig for almindelige mennesker at komme i kontakt med – menneske til menneske.

Siden 2016 har Facebook som svar på den tiltagende kritik ansat mere end 15.000 personer på verdensplan til at moderere indholdet på platformene, men med milliarder af brugere er det langtfra nok.

De sociale medier har en lang række dårligdomme. Blandt de værste er, at de er vanedannende og fremdyrker ensomhed og depressioner, at de har været brugt til at underminere demokratiet gennem beskidte valgkampagner, eller ved at algoritmerne automatisk dirigerer brugere af Youtube eller Facebook i retning af mere og mere ekstreme videoer eller opslag, som fremkalder mange følelser og kan radikalisere folk. En central årsag til polariseringen, som ses i mange vestlige lande – ingen steder tydeligere end i USA – er, at befolkningen får meget information serveret på de sociale medier.

Mens den sociale sammenhængskraft svækkes, lider de gamle medier. Få er hårdere ramt end de lokalaviserne. Også i Danmark har Facebook – i fællesskab med Google - opslugt en stor del af annoncemarkedet, og det er ikke nogen hemmelighed, at Bornholms Tidende også lider under dette, om end netop den bornholmske lokalpatriotisme betyder, at der sendes færre annoncekroner af sted til Silicon Valley fra Bornholm end fra så mange andre steder.

Formålet med hele denne klumme har været at lede op til et fremragende tekstuddrag, som i sidste uge var på forsiden af Weekendavisen. Forfatteren er historiker Timothy Snyder, som i artiklen analyserede de bagvedliggende årsager til Trump-æraen, som bliver beskrevet som ”postsandheds-præsident”:

”Når vi opgiver sandheden, overlader vi magten til dem, der har rigdom og karisma nok til at skabe skuespil i stedet for sandhed. Hvis der ikke er enighed om visse grundlæggende kendsgerninger, kan borgerne ikke danne et civilt samfund, som giver dem mulighed for at forsvare sig. Hvis vi mister de institutioner, der producerer kendsgerninger, som er relevante for os, er vi tilbøjelige til at hengive os til tillokkende abstraktioner og fiktioner,” skriver Timothy Snyder i Weekendavisen.

”Sandheden forsvarer sig især dårligt, når der ikke er ret meget af den, og Trump-æraen – ligesom Vladimir Putins æra i Rusland – er kendetegnet ved en reduktion i antallet af lokale nyheder. Sociale medier er ikke nogen erstatning – de sætter kun ekstra fart på de mentale vaner, som giver os følelsesmæssig stimulans og trøst, og det svarer til at miste sondringen mellem det, der føles sandt, og det, som rent faktisk er sandt.”

Tilbage står et enkelt spørgsmål, som jeg vil bede mine chefer tænke over: Med alle disse problemer, hvorfor er Bornholms Tidende egentlig på Facebook?

Jakob Nørmark

er 32 år og journalist på Bornholms Tidende. Han har en bruger på Facebook, fordi han vil holde fast i sit gamle netværk, og fordi det som journalist er et uundværligt arbejdsredskab.