Team Rynkeby tænker på dem, det egentlig handler om

Team Rynkeby tænker på dem, det egentlig handler om
Team Rynkeby Bornholm har besøgt Team Rynkeby i Ringe på turen fra Paris til Bornholm. Foto: Team Rynkeby Bornholm
INDAMLING | FYN | 13. JUL 2021 • 07:42
Henrik Nielsen
Journalist
INDAMLING | FYN
13. JUL 2021 • 07:42

I disse dage er Team Rynkeby Bornholm på vej hjem til øen fra Paris. Normalt kører de den modsatte vej, men det har coronarestriktioner sat en stopper for i år. Af samme grund er det Paris ved Limfjorden, ikke den franske hovedstad.

Turen begyndte lørdag, og mandag nåede holdet til Fyn efter en dag gennem grænselandet i Sønderjylland og en tur med Molslinjens færge fra Fynshav til Bøjden.

Kort før ankomsten til Odense gjorde feltet stop i Ringe, hvor Team Rynkeby har kontor. Det var her frøene blev sået til det, som i dag er Team Rynkeby Fonden, der planlægger og koordinerer velgørenhedsaktiviteterne til gavn for kræftramte og kritisk syge børn. Pausen var en god anledning til at sende en tanke eller to af sted, fortæller holdet i en mail.

– Det kan godt være, at det lyder som en tophyggelig og social fællestur, hvor vi triller forbi nationale mindesmærker, smukke naturområder og historiske købstæder med cykelmotion som fællesnævner, og det er det også. Men vi gør altså det her for at samle penge ind til nogle børn og deres familier, fordi det giver så god mening, fortæller holdkaptajn Angelo Parente i mailen.

Team Rynkeby Bornholm består af 34 ryttere og 10 hjælpere. Der er mulighed for at møde holdet ved en epilog på Store Torv i Rønne på lørdag.