Tidligere på dagen blev en anden bil på danske nummerplader ramt, men det skete på hovedvej 11 nær Sjöbo. Hovedvejen ligger en smule mere nordligt end E65 og strækker sig fra Simrishamn i øst til Malmø i vest.
– Så vidt jeg ved, er det første tilfælde i Sjöbo. Det er bekymrende, men svært at vide om det handler om de samme personer som på E65, siger Johan Sandelin fra politiet i Sjöbo til SVT.
Kvinden bag rattet i bilen på hovedvej 11 har til politiet fortalt, at hun så nogle unge mennesker i vejkanten, og de skulle angiveligt have kastet sten, som landede på bilens motorhjelm, hvor de efterlod mærker.
Med de nye anmeldelser er der 110 sager om stenkast mod hovedsageligt danskregistrerede biler på de sydsvenske veje siden april. Det oplyser politikommissær Ewa Gun-Westford til B.T.