Svaneke hopper i havet
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

MILJØ | SVANEKE | GRATIS
4. AUG 2021 • 08:57
Henrik Nielsen
Journalist

Svaneke hopper i havet

Svaneke er med, når Danmarks Naturfredningsforening sætter fokus på havet og de forhandlinger om en ny havplan, der skal sætte kursen for de næste 10 års havforvaltning.

Søndag den 22. august hopper folk i havet for havets skyld langs Danmarks kyst, og i Svaneke foregår det ved Svaneke Badeklub på havnen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening Bornholm.

– Det bliver sjovt, men baggrunden er trist. Skadeligt fiskeri med bundslæbende redskaber, overfiskeri, råstofindvinding, iltsvind med mere har efterladt livet i havet trængt og gispende. I dag lever ingen danske farvande op til EU's krav for god miljøtilstand. Ingen. Der er rød alarm, fortæller kontaktperson Fenella Overgaard i pressemeddelelsen.

Tidligere borgmester og nuværende direktør i Friluftsrådet Winni Grosbøll og kommunalbestyrelsesmedlem Niclas Fick er inviteret til at tale. Der hoppes klokken 10.

Danmarks Naturfredningsforenings håb er, at politikerne anerkender alvoren og samler sig om en ambitiøs aftale, der sætter naturbeskyttelsen i centrum.



Flere nyheder