Sundhedsministeren: Nu skal alle med symptomer testes

Sundhedsministeren: Nu skal alle med symptomer testes
Arkivfoto: Berit Hvassum
| 20. APR 2020 • 14:37
Af:
tommy-kaas

20. APR 2020 • 14:37
Alle, der har symptomer på coronavirus, skal fremover testes for smitte. Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde i København mandag eftermiddag.

– Hvis du har tør hoste, problemer med vejrtrækningen, så ring til din læge eller vagtlægen uden for arbejdstiden. Så vil du blive visiteret til en test så hurtigt som muligt, siger han.

Sundhedsministeren opfordrer alle danskere med selv de mindste symptomer om at tage kontakt til lægen for at få lavet en test for coronavirus.

– Der er nu ledig kapacitet. Det er afgørende for den enkelte og for samfundet i forhold til at få stoppet smittekæderne, siger Magnus Heunicke.

Ingen slutdato

Sundhedsministeren siger videre, at han ikke kan sætte en dato på, hvornår danskerne kan vende tilbage til en normal hverdag.

Han roser danskerne for at have opført sig eksemplarisk med at holde afstand under coronakrisen.

– Men vi er i en situation, hvor vi ikke ved, hvornår der kommer en vaccine og et gennembrud i behandlingen, siger han.