Strømsvigt og hærværk

Strømsvigt og hærværk
Naturbrand på Sdr. Landevej. Foto: Pressefoto.dk
POLITI | BORNHOLM | ABONNENT | 20. NOV 2021 • 19:05
POLITI | BORNHOLM | ABONNENT
20. NOV 2021 • 19:05

Brandvæsnet har haft lidt at lave i dag. Lørdag klokken 11.29 blev tre slukningskøretøjer og en gummiged fra Falck i Nexø sendt ud til en brand på en tidligere losseplads på Sdr. Landevej 37 ved Nexø. Branden var selvantændt, oplyser vagthavende hos Bornholms Politi, og det lykkedes at slukke gløderne ved at vende affaldet rundt med gummigeden.

Lidt over middag modtog politiet en anmeldelse om hærværk mod en kabinescooter i Aakirkeby. Hærværket skal ifølge anmelderen være sket i tidsrummet mellem klokken 20 fredag og klokken 12 lørdag.

Klokken 16.17 blev brandvæsnet igen sendt ud, denne gang efter at en beboer i Aarsdale havde hørt et brag og set flammer stå ud fra den lokale transformerstation. Branden var imidlertid gået ud, da brandvæsnet nåede frem, og strømmen kom tilbage Aarsdale og dele af Svaneke efter en kort strømafbrydelse, oplyser Trefor Elnet Øst.