Strategi om grøn mobilitet er på trapperne: Det skal være gratis at have cykel med i bussen

Strategi om grøn mobilitet er på trapperne: Det skal være gratis at have cykel med i bussen
Den landbaserede transport er den sektor, der udleder mest afgiftsbelagt CO2 på Bornholm. Særligt udvalg om klima- og bæredygtighed forventer, at strategien for grøn mobilitet godkendes i sensommeren 2021. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 11. MAJ 2021 • 18:09
Sofie Møller
Journalist
| ABONNENT
11. MAJ 2021 • 18:09

ENERGI

Bornholm

Mulighed for at få cykel nemt og gratis med i bussen, delebilsordninger og ladestandere til elbiler. Det var blot nogle af de forslag, der var oppe at vende blandt de knap 40 borgere, der mandag aften deltog i online borgermøde om Bornholms kommende strategi for grøn mobilitet.

Mødet var faciliteret af Særligt udvalg om klima- og bæredygtighed, og formand Caroline Meyer White var meget positiv overfor borgernes engagement og idéer.

– Det var tydeligt, at deltagerne så en masse perspektiver i, hvorfor det her er vigtigt. Der var nogle fine tendenser for, hvad man kunne arbejde med, som ligger i tråd med det, vi allerede har tænkt, siger hun.

– Langt hed ad vejen handlede det om, at regionskommunen skal agere inspirator og vise vejen for, hvordan vi kan gøre transporten på øen mere grøn.

Indsatser sættes i gang

Selvom den endelige mobilitetsstartegi stadig er i gang med at blive udviklet, er udvalget i gang med at se på indsatsområder, som allerede kan sættes i gang i år. Det drejer sig henholdsvis om at lægge en detaljeret plan for opsætning af ladestandere, facilitere et forum for omstillingen af den tunge transport, samt facilitering af delebilsklubber.

Indsatserne er valgt ud fra, hvad der er muligt at gå videre med på nuværende tidspunkt, og hvor udvalget vurderer, efterspørgslen er størst.

Især indsatserne om ladestandere og delebilsklubber ligger i tråd med ønskerne fra borgerne på mødet, om at kommunen inspirerer og viser vejen for, at borgere kan transportere sig grønnere.

Ifølge Caroline Meyer White er det vigtigt at inddrage borgerne i store strategier som denne og derefter tage små skridt ad gangen.

– Vi kommer kun nogen vegne, hvis folk er indstillet på at give det et skud. Det er en indsats, som skal løftes i fællesskab af borgere, erhvervsliv og kommunen, siger hun.


På mødet var en af borgernes idéer også at lave kampagner, der skal motivere folk til at hoppe på cyklen. – Noget af det, kommunen kan bidrage med, er, at facilitere viden, netværk og fællesskabsdannelse omkring initiativerne, siger Caroline Meyer White. Foto: Jacob Jepsen 

Det er bestemt realistisk

På nuværende tidspunkt er der dog flere skridt på vejen, før bornholmerne oplever en effekt af strategien.

Udover borgerhøringen, der udløber den 17. maj, var mandagens borgermøde sidste led i udvalgets inddragelse af interessenter. Ved næste møde skal idéerne opsummeres og herefter vil første udkast til strategien ligge klar. Caroline Meyer White forventer, at strategien bliver godkendt på den anden side af sommerferien 2021.

– Nu har vi lyttet, og så skulle vi gerne udforme en strategi, der giver plads til handleplaner, som giver mening både for erhverv og borgere, siger hun og pointerer, at det er en længere proces, men at der også vil være resultater på kort sigt.

– Jeg forventer, at bornholmerne kommer til at få mulighed for hjælp til at etablere delebilsklubber, og at vi sætter nogle aktiviteter i gang i forhold til cyklismen. Det kunne for eksempel være en ordning, hvor man kan få prøvet en elcykel eller ladcykel af, så man kan opdage, om det giver mening at implementere det i ens transportvaner eller ej.

Til trods for at mobilitetsstrategien tager tid at få gennemført, er hun ikke et sekund i tvivl om, at regionskommunen nok skal nå målet om en fossilfri transport i 2040.

– Det er bestemt realistisk. Både regeringens og EU's strategier peger i samme retning. Toget ruller allerede for fulde gardiner, og vi skal være med.