Stort militært opbud på Bornholm

NYHED | 23. MAJ 2022 • 10:55
NYHED
23. MAJ 2022 • 10:55

I denne uge kan man opleve mere militær på Bornholm end normalt, hvilket sker i forbindelse med en dansk-amerikansk militærøvelse. Men amerikanske soldater skal man nok ikke forvente at se. 


Mandag morgen blev Rønne Havn for en stund forvandlet til en militær skueplads, da Den Kongelige Livgardes 1. bataljon ankom til Bornholm. Store militære køretøjer og op mod 300 mand gik i land, som del af den dansk-amerikanske øvelse DEFENDER-Europe 2022.

Danske og amerikanske tropper skal tirsdag planlægge og gennemføre øvelsen HIRAIN, som går ud på at indsætte tropper i en hurtig operation med et transportfly. Det store opbud af soldater og kampvogne fra Livgarden skal være med til at gøre øvelsen realistisk. 

– Hvis man skulle lave sådan en her operation rigtigt, så ville man også forstærke øen militært. De øver at deployere, altså at komme herover og få alt deres grej med og gøre klar, siger Susanne Blomqvist fra Forsvarskommandoens kommunikationsafdeling.     

Hun oplyser samtidig, at selvom Livgarden er her i forbindelse med den dansk-amerikanske øvelse, så er det ikke, fordi de skal deltage aktivt i HIRAIN-øvelsen, hvorfor at bataljonen blandt andet skal lave skydeøvelser i det militære terræn Raghammer. 

Hvor det danske militær er stærkt repræsenteret på Bornholm i forbindelse med øvelsen, så skal man derimod ikke forvente at se mange amerikanske soldater på Bornholm tirsdag. 

– Der kommer ikke amerikanske soldater til Bornholm, som man eksempelvis kan se med Livgarden. De kommer kun og laver den her HIRAIN-øvelse. Så de flyver ind og laver deres operative ting, og så flyver de sådan set væk igen, fortæller Susanne Blomqvist. 

Øvelsen foregår tirsdag den 24. maj ved Bornholms Lufthavn, og Bornholms Politi har i den forbindelse i samarbejde med Forsvaret etableret et midlertidigt militært område ved Bornholms Lufthavn fra klokken 08.00 til klokken 16.00. Her er Det Bornholmske Hjemmeværn også involveret, hvor de hjælper med bevogtningen.