Statsministeren forudser fortsat nedlukning efter 17. januar
Statsminister Mette Frederiksen. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

10. JAN 2021 • 19:52 • AF RITZAU • GRATIS

Statsministeren forudser fortsat nedlukning efter 17. januar

RESTRIKTIONER

Det er ikke særlig sandsynligt, at dele af de nuværende restriktioner mod coronavirus ophæves efter den 17. januar, hvor de er sat til at udløbe.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview med TV2 søndag aften.

– Hvis jeg skal give dig et svar lige nu, er det ikke særlig sandsynligt, at vi kommer til at ophæve hverken alle restriktioner eller en del af restriktionerne, siger hun.

Mette Frederiksen siger, at det ikke er muligt på nuværende tidspunkt at sige, hvordan restriktionerne kommer til at se ud, før vi er tættere på 17. januar. Men:

– Der er noget, der peger i retning af en fortsat ret hård nedlukning, siger hun og tilføjer, at danske borgere skal forvente, at der vil være restriktioner hele vinteren.

Restriktionerne, som står til at udløbe efter 17. januar, er blandt andet et forsamlingsforbud på fem personer og en anbefaling om at holde mindst to meters fysisk afstand.

De blev begge skærpet 5. januar. Inden var der et forsamlingsforbud på ti personer og en anbefaling om mindst en meters afstand.

Restriktionerne blev skærpet på grund af frygten for en mere smitsom variant af coronavirusset - B117.

Varianten, som menes at komme fra Storbritannien, vurderes at være væsentligt mere smitsom. Den udgør derfor en betydelig risiko for samfundssmitten i Danmark.

Restauranter, storcentre og liberale erhverv som frisører ser også ud til at måtte vente længere på igen at kunne byde kunder indenfor. De er også lukket ned frem til 17. januar.

Også hjemsendelsen af studerende og skoleelever og nedlukningen af kulturinstitutioner har samme udløbsdato.

Flere andre restriktioner står i øjeblikket til at vare til marts. Det gælder blandt andet brugen af mundbind i den offentlige transport og på restauranter.

Bornholms Tidende
Nørregade 11-19
DK-3700 Rønne
CVR Nr: 35244115

Tlf.: 5690 3000
E-mail: Redaktionen

Chefredaktion
Øjvind Hesselager (chefredaktør)
oh@bornholmstidende.dk

Direktion
Kim Eland (adm. direktør)

Webmaster: Webmaster

Kontakt
Kontakt os
Abonnementsbetingelser
Cookie og privatlivspolitik



Hotline
Har du et tip eller hastende
redaktionelle henvendelser uden
for kontortid er du velkommen til at bruge linket her:Tip avisen.

© Copyright 2021 Bornholms Tidende.