– Vi har i snart fem år haft et fantastisk samarbejde med Niels Frost Jensen, der ved siden af sin egen produktion har brygget vores populære snapse og vodka. Med i aftalen er derfor også, at Niels Frost fortsætter på fabrikken i Nexø, hvor han samtidig giver sin store viden videre til vores partner Jesper Rasmussen, så de fine traditioner bliver videreført, samtidig med at fremtidens innovation sikres, fortæller Simon Lorentzo Jensen i pressemeddelelsen.
Snaps Bornholm har en ambition om at blive Danmarks førende leverandør af kvalitetsprodukter indenfor alkohol.
– Vores baggrund for købet er, at vi har store ambitioner også udenfor for Danmarks grænser. Det er derfor vigtigt for os at tage ejerskab på hele produktionskæden. En bonus ved købet er også, at det gør vores produktion billigere, og vi får lettere adgang til at udvikle nye produkter, siger Simon Lorentzo Jensen.
Parterne ønsker ikke at oplyse købsprisen for Den Bornholmske Spritfabrik.