Spørgsmål til minister: Hvor skal de nye soldater bo?

Spørgsmål til minister: Hvor skal de nye soldater bo?
Almegårds Kaserne. Foto: Allan Rieck
| ABONNENT | 10. OKT 2020 • 14:03
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
10. OKT 2020 • 14:03
Almegårds Kaserne skal som en del af forsvarsforliget, som løber frem til 2023, have tilført cirka 130 nye soldater. De skal have et sted at bo, og det har fået det bornholmske folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) til at spørge forsvarsminister Trine Bramsen (S), hvornår der kommer gang i et byggeri på kasernen i Rønne.

– Jeg kan lytte mig til hos gode venner i det danske forsvar, at man er ved at bygge indkvarteringsfaciliteter til ekstra soldater både i Haderslev og Oksbøl. Bornholm skal også have tilført et pænt antal årsværk, faktisk en ekstra eskadron, men her er man ikke begyndt at bygge indkvartering, kun garager for at kunne servicere flere køretøjer, siger Peter Juel-Jensen, der er medlem af Folketingets forsvarsudvalg.

Skal ikke løbe om hjørner

– Vi kan ikke forvente, at de alle vil have fast adresse på Bornholm, så vi skal kunne tilbyde dem en form for overnatningsmulighed mandag-fredag. Når jeg ser, at man bygger andre steder, spørger jeg: Hvad sker der på Bornholm?

– Min bagtanke er, at jeg gerne vil have forsvarschefen til at formulere det her svar til forsvarsministeren, inden han går på pension. For der er i forligskredsen kun forsvarschefen og mig tilbage, der var med til at forhandle det seneste forsvarsforlig. Så det handler også om, at vi får svar på det her, inden forsvarschefen går på pension, så vi sikrer os, at ingen løber om hjørner med os, siger Peter Juel-Jensen.

Forsvarschef Bjørn Bisserup går på pension med udgangen af november.

Rettidig omhu

– Jeg prøver bare at udvise rettidig omhu og sikre mig, at det politikerne har bestemt skal ske på Bornholm, også bliver en realitet, og det vil jeg gerne have ministerens ord for, inden forsvarschefen går på pension, siger Peter Juel-Jensen.

Men når det er en del af forsvarsforliget, kan man vel ikke smyge sig uden om?

– Nej, det håber jeg ikke. Men riget fattes penge, og prioriteterne ændrer sig hurtigt. Jeg skal bare sikre mig, at Bornholm fortsat er et spændende sted at blive uddannet som soldat, fordi vi har en opklaringsbataljon, men også for at sikre, at vores gode folk derude kan se, at Almegårds Kaserne er en kaserne i vækst, så vi kan fastholde dem.

– Der er mange gode grunde til at få det her på skrift. Vi har en ret ny forsvarsminister, og vi får snart en ny forsvarschef. Jeg vil hellere gå med både livrem og seler, når det gælder vores kaserne, slutter Peter Juel-Jensen.

 

Spørgsmålet:

Peter Juel-Jensen har stillet følgende spørgsmål til forsvarsminister Trine Bramsen:

I Aftale om Forsvaret 2018-2023 hedder det, at der skal opstilles en ekstra eskadron til Opklaringsbataljonen på Bornholm, ca. 130 mand. I Haderslev og Oksbøl har man påbegyndt byggeri af ekstra indkvartering, som en konsekvens af forsvarsforliget, da man også her, tilføres ekstra årsværk. Hvornår påbegyndes tilsvarende byggeri på Bornholm, og til hvor mange soldater?