Socialdemokrater forsvarede budgetprocessen: 'Der var mere respekt omkring Winni'

Socialdemokrater forsvarede budgetprocessen: 'Der var mere respekt omkring Winni'
2. september indgik Venstre og Socialdemokratiet en budgetaftale, som de har mødt megen kritik for i de forgangne tre uger. Arkivfoto: Jacob Jepsen
POLITIK | BORNHOLM | 23. SEP 2021 • 20:20
Jakob Nørmark
Journalist
POLITIK | BORNHOLM
23. SEP 2021 • 20:20

Thomas Thors erkendte under førstebehandlingen af budgettet, at han ikke var kommet i mål med sin opgave, økonomisk set. 

– Det er borgmesterens opgave at komme med et budget. I det jeg lagde frem, var der lagt en betydeligt større besparelse ind. Det, der var vigtigt var at få et budget i balance i 2022, og det er ikke lykkedes, for så skulle der stå et nul på bundlinjen, sagde Thomas Thors.

I stedet for et nul står der i 2022 et minus på 7,1 millioner kroner – som i de to følgende år vokser til 40-50 milllioner kroner. I sit indlæg klandrede borgmesteren blandt andet Enhedslisten for at have et budgetforslag, der satte 10-15 millioner kroner mere af til drift i de kommende år.

Forinden var han fra flere kanter blevet kritiseret for styringen af budgetforhandlingerne, og det var først og fremmest op til Socialdemokraternes gruppeformand, Bente Helms, at tage borgmesteren i forsvar.

Til Kirstine van Sabben, der havde kritiseret Thomas Thors' evne til at lytte, havde hun denne besked:

– Du nævnte, at Winni gjorde det meget bedre. Uden at fornærme nogen – og slet ikke Thomas – vil jeg sige, at der var en anden respekt over for Winni. Og det, synes jeg, er dybt beklageligt.

Den manglende respekt kom til udtryk, når andre partier snakkede sammen i krogene, lod hun forstå.

– Jeg tror ikke, at jeg kan lægge hele skylden for processen på Thomas’ skuldre. Kropssprog og adfærd kan måske signalere noget andet, end det man går og siger. Når pressen hver dag skal delagtiggøres i elendigheden i de to store partier, så skal man også have de nuancer med, sagde Bente Helms.

René Danielsson vedstod undervejs i debatten, at han havde forsøgt at få Morten Riis og Enhedslisten i et forlig uden om Socialdemokratiet i et forsøg på at undgå rådhusbyggeriet på Snorrebakken.

Grundbudget

Også Thomas Thors forsvarede sig over for påstanden om, at alle andre end Venstre og Socialdemokratiet var holdt hele ude i kulden. På førstedagen havde partierne præsenteret deres forslag, og ifølge Thors nåede forsamlingen en fælles forståelse ved at markede konkrete forslag med røde, gule og grønne markeringer.

– Det endte med, at vi fik et grundbudget, der var baseret på alle partiernes indspark. Det var på baggrund af det budget, at vi lavede den endelige aftale.

Venstres Søren Schow og Carsten Scheibye gik i rette med anklagen om, at budgetpartierne prioriterer mursten over mennesker med rådhusplanen.

– Når jeg ser på det katalog, der er kommet ud, er det ikke mange penge, der er blevet sparet på børne- og skoleområdet. Faktisk er der med ændringerne blevet tilføjet 1,2 millioner til børne- og skoleområdet, sagde Søren Schow.

Større besparelse om to år

Venstre-folkene påpegede flere gange, at rådhusinvesteringerne er et engangsbeløb, som ikke kan sammenlignes med varige driftsforhøjelser.

– Nu har vi et forslag om, at vi skal bygge og vedligeholde den kommunale bygningsmasse til vores medarbejdere. Når vi nu har pengene liggende der, må vi så ikke tage dem op og bruge dem? Hvis vi brugte dem på drift, ville vi skulle lave en endnu større besparelse om to år, siger Søren Schow.

Thomas Thors lagde vægt på, at rådhuset ikke er et prestigeprojekt.

– Det er ikke sådan, at vi tager 150 millioner op af kassen og bygger et fantastisk marmorfyldt rådhus. Det, vi gør, er, at vi renoverer. De, som kommer på Ullasvej ved godt, at forholdene ikke er gode, sagde Thors og nævnte dårligt indeklima og utætte vinduer som eksempel:

– Vores medarbejdere skal sidde med overtøj på, fordi det trækker ind ad vinduerne.

Budgettet skal vedtages endeligt i oktober. Så sent som onsdag ændrede Venstre og Socialdemokratiet kurs ved at forlænge skoletilbuddet Dask. Og denne tilpasning kommenterede Thomas Thors, at partierne tog fejl i første omgang.

– Det, vi er blevet overbevist om efterfølgende, er, at tilbuddet skal køre videre. Der er ikke noget forgjort i, at man lytter og bliver klogere.

Debatten om budgettet varede godt to timer. Venstre og Socialdemokratiet var alene om at stemme for at godkende førstebehandlingen. Den endelige vedtagelse ventes at finde sted i oktober.