Slut med selvbetjening på bibliotekerne

Slut med selvbetjening på bibliotekerne
Folkebibliotekerne dropper den selvbetjente åbningstid. Arkivfoto: Jacob Jepsen
| 4. MAJ 2021 • 10:15
Henrik Nielsen
Journalist

4. MAJ 2021 • 10:15

KULTUR

Bornholms Folkebiblioteker lukker for selvbetjening. Siden genåbningen har der uden for normal åbningstid været åbent for selvbetjening, men det har været for svært at administrere, fremgår det af bibliotekernes facebookside.

Den interne evaluering af den første tid med krav om fremvisning af coronapas har gjort det klart for personalet, at man har været for optimistisk ved at åbne for selvbetjent åbningstid.

– Desværre har der ikke været fuld forståelse hos alle brugere for, at man ikke må komme ind på biblioteket uden coronapas. Vi har nogle meget tydelige regler i øjeblikket, og kravet om coronapas gælder i hele åbningstiden – også i den selvbetjente åbningstid, siger biblioteksleder Jon Madsen i opslaget på Facebook.

Efter den første tid med stikprøver i den selvbetjente åbningstid må han konstatere, at Bornholms Folkebiblioteker kun er i stand til at sikre adgangskravet forsvarligt i den betjente åbningstid, og derfor kan brugerne kun komme indenfor, når der er personale til stede.

Personalet arbejder i øjeblikket på højtryk med ekstra bemanding for at efterleve reglerne om kontrol af coronapas. Det betyder, at der nogle steder er åbent i færre timer end normalt.