Skovrejsning i Kannikeskoven kan snart blive realitet

Skovrejsning i Kannikeskoven kan snart blive realitet
Det er i det markerede område, at man skal debattere, om en mulig skovrejsning skal være. Grafik: Christina Skovmose
| ABONNENT | 13. APR 2021 • 07:27
Emilie Jensen
Journalist
| ABONNENT
13. APR 2021 • 07:27

NATUR

Mere skov og biodiversitet samt et område til at lufte de firbenede er muligvis på vej til borgerne i Aakirkeby.

Her ønsker man fra kommunens side, i forbindelse med områdefornyelse, at lave skovrejsning på op mod seks hektar vest for Kannikeskoven. Men vigtigst er, hvad borgerne i byen mener, der skal ske med området.

Derfor har kommunen indkaldt til borgermøde den 11. maj. Her er målet, at man i fællesskab finder mulige forslag til, hvad arealet kan bruges til.

På tegnebrættet til en bynær skov er blandt andet en hundeskov, afmærkede stier, vandhuller, hvor man kan opleve haletudser, enge og klatretræer til de legelystne.

Ord, der klinger godt i Kim Ejlif Pedersens ører. Han har blandt andet været med i en gruppe, der forsøgte at få et hundelufterområde til Aakirkeby. Et projekt, der for ham ser ud til at være tættere på en realisering end før.

– Jeg synes, det er dobbelt op på positiv tilbagemelding, når både bynær skov og hundepark kan blive virkelighed. Før vidste vi ikke, hvad enden på det her blev, men nu er der en pejling på, hvor det kan gå hen.

At der kommer endnu mere bynær skov end de nuværende fire hektar i Kannikeskoven er også positivt for de mindst mobile borgere, mener han:

– Der vil formodentlig være nogle borgere i byen, som ikke ret ofte kommer eller bliver kørt ud i skoven og går en tur. Nu vil de have mulighed for at gå en tur i et bynært skovområde. Så det, synes jeg, er positivt for byen og byens befolkning. Det er ikke os alle sammen, der lige kan hoppe op på cyklen eller ind i bilen for at komme ud at gå en tur i skoven.

Tiltrækker folk udefra

Det er ikke kun Kim Ejlif Pedersen, der viser begejstring for en potentiel skovrejsning ved Kannikeskoven. Det gør mange borgere i Aakirkeby også, lyder det fra formand i Aakirkebytinget, Bjarne Westerdahl.

Ligesom Kim Ejlif Pedersen er mange begejstrede for, hvis et hundelufterområde bliver virkelighed, fortæller Bjarne Westerdahl. Men uanset hvad, så er det allervigtigste:

– Det, jeg hører allermest, er, at folk i Aakirkeby ønsker, at der skal ske noget nu, siger formanden.

Planer om en mulig skovrejsning i Kannikeskoven er en del af regionskommunens planer om områdefornyelse i blandt andet Aakirkeby – ligesom fornyelsen af torvet i byen også er en del af det projekt.

En bynær skov vil ikke kun bringe glæde til byens gåglade, børnefamilier eller hundeejere, men også tiltrække nye beboere, mener Bjarne Westerdahl:

– Det, jeg ser, er, at skoven højner kvaliteten ved at bo i Aakirkeby. Det bliver mere attraktivt at bo et sted, hvor der er muligheder og aktiviteter for alle aldersgrupper. Derudover bliver det også interessant for andre at komme ud at gå her.

Ifølge regionskommunen forventes det, at skoven bliver indrettet, så der både bliver taget højde for borgernes ønsker og med biodiversiteten for øje. Derfor er borgerinddragelsen i højsædet, når man skal nå hen mod en beslutning om, hvordan en bynær skov vest for Kannikeskoven kan forme sig.

Bynær skov

Bynær skov kan bestå af flere forskellige elementer.

- Et lavtliggende skovbryn med eksempelvis nødde- og frugtbuske

- En variation af træarter

- Våde partier og vandhuller, hvor man kan opleve haletudser, frøer og guldsmede

- Enge med blomser

- Klatretræer og krat, hvor der kan bygges hule

- Hundeskov og afmærkede stier

Kilde: Bornholms Regionskommune