Skoler får besøg af rullende laboratorium

Skoler får besøg af rullende laboratorium
Life Fondens rullende laboratorium besøger både Kongeskærskolen og Hans Rømer Skolen i næste uge. Foto: Life Fonden
| 9. JUN 2021 • 09:34
Henrik Nielsen
Journalist

9. JUN 2021 • 09:34

SKOLE

Som nogle af de første skoler i Danmark får Kongeskærskolen i Allinge og Hans Rømer Skolen i Aakirkeby i næste uge besøg af Life Fondens højteknologiske mobile laboratorium. I laboratoriet skal eleverne arbejde eksperimenterende med naturfaglige undervisningsforløb, som fonden tilbyder gratis til skoler. Formålet er at gøre flere børn og unge interesseret i naturvidenskab og teknologi.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Life Fonden er en ny erhvervsdrivende fond med almennyttigt sigte. Via undervisningsinitiativet ønsker fonden at styrke viden om og fascination af naturvidenskab og teknologi. Det sker blandt andet ved at tilbyde naturfaglige undervisningsforløb og laboratoriefaciliteter gratis til skoler på tværs af landet.

Supplement til undervisning

Eleverne arbejder med de samme problemstillinger som professionelle forskere, for eksempel om enzymer fra naturen kan erstatte kemikalier i industrien, og hvordan mikroorganismer og sensorteknologi kan hjælpe med at brødføde en voksende verdensbefolkning.

– Det er vigtigt, at man som elev får indsigt i naturvidenskabelige processer, og ved at få besøg af det mobile laboratorium fra Life får eleverne mulighed for prøve kræfter med naturfagene på en ny måde. Der foregår allerede rigtig mange gode ting på de bornholmske skoler inden for det naturfaglige område og arbejdet med grøn dannelse hos børn og unge. Det mobile laboratorium, der kommer ud på skoler med undervisere og bliver en del af undervisningen, er et virkelig godt supplement hertil, fortæller naturfagskoordinator Ulla Didriksen fra Skoletjenesten Bornholm i pressemeddelelsen.

Nye løsninger

Det er første gang, bornholmske skoleelever bliver undervist i det rullende laboratorium fra Life Fonden. Life står for læring, ideer, fascination og eksperimenter. Life Fonden er støttet af Novo Nordisk Fonden.

– Vi vil gerne give elever mulighed for at komme helt tæt på, hvordan forskere i virksomheder eksperimenterer med at udvikle nye løsninger på nogle af de store udfordringer, som verden står over for, siger administrerende direktør Christine Antorini fra Life Fonden i pressemeddelelsen.