SKOLE
Peterskolen var blandt de heldige modtagere, da Friluftsrådet i denne uge uddelte 14 millioner kroner til i alt 94 projekter, der fremmer børn og unges friluftsliv og naturforståelse. Pengene fordeler sig mellem 13 udviklingsprojekter og 81 lokale projekter, og den kristne friskole på Almegårdsvej i Rønne hører til i sidstnævnte kategori.
Af Friluftsrådets oversigt fremgår det, at Peterskolen modtager 38.000 kroner til start af et nyt fag om friluftsliv for elever på 4. årgang.
– I august startede vi et nyt fag for vores 4. klasse, som vi kalder for outdoor. Klassen har faget i to lektioner om ugen i en dobbelttime, fortæller skoleleder Hans Ulrik Munk i en mail til Bornholms Tidende.
Naturen omkring skolen
I oversigten over de mange projekter skriver Friluftsrådet, at pengene skal betale 75 procent af udgifterne til en tipi med bålsted.
– Det er vores lærer Pia Lehim, som har faget, og det er tanken, at vi med denne tipi og et bålsted kan have en base hver uge for outdoor-klassen. De laver rigtig meget spændende i faget, fortæller Hans Ulrik Munk.
Anskaffelsen af tipien hænger ifølge skolelederen godt sammen med skolens tanker om natur og udeliv, både i forbindelse med covid-19 og udeundervisning, men også i det helt taget at bruge naturen ude omkring skolen i undervisningen.
– Vi har skov, strand og mark som vores naboer, og vi bruger det hele aktivt i hverdagens undervisning, fortæller Hans Ulrik Munk.