Se billeder fra flagdag: Med en enkelt elefant i rummet blev veteranerne æret på Store Torv

Se billeder fra flagdag: Med en enkelt elefant i rummet blev veteranerne æret på Store Torv
Torvets største dannebrogsflag hang i en kran bag scenen – her ses oberstløjtnant Ulrik Skytte på talerstolen. Berit Hvassum
FLAGDAG | RØNNE | 5. SEP 2021 • 18:37
Jakob Nørmark
Journalist
FLAGDAG | RØNNE
5. SEP 2021 • 18:37

Omkring Store Torv bliver dannebrogsflagene søndag rejst i respekt for tidligere udsendte og deres familier. 5. september har siden 2009 været national flagdag, og den 13. udgave foregår på en solrig søndag, hvor efterårslyset skaber en rolig ramme omkring ceremonien.

I år falder flagdagen, tre uger efter Taleban rykkede ind i Kabul og overtog magten i Afghanistan fra den vestligt støttede regering.

Selv om flagdagen drejer sig om at takke veteranerne og værne om deres ve og vel, bliver krigen i Afghanistan og den langvarige danske tilstedeværelse bragt op nogle gange.

Den nytiltrådte garnisonskommandant på Almegårds Kaserne, Ulrik Skytte, adresserer i sin tale Afghanistan, som han omtaler som "elefanten i rummet", og folketingsmedlem for Venstre Peter Juel-Jensen følger trop.

– Dette endelige punktum for den mangeårige indsats er ikke det samme som, at vi ikke har gjort en forskel. For det har vores udsendte i den grad, understreger folketingsmedlemmet, hvis daværende partiformand, Anders Fogh Rasmussen, ledede regeringen, da de første danske soldater blev sendt til Afghanistan i 2002.

Over 500 veteraner

Peter Juel-Jensen bemærker også fra talerstolen, at der er sat et bornholmsk fingeraftryk på flagdagen, idet det var overkonstabel Kim Eg Thygesen, som fik idéen og gennem længere tid arbejdede for at få indført en national dag for Danmarks udsendte. Da flagdagen blev afviklet første gang i 2009, var Thygesen udsendt med den bornholmske opklaringsbatajon i Afghanistan.

I rækkerne og kolonnerne på Store Torv står adskillige mænd og kvinder, der har tilbragt uger eller måneder i Afghanistan. I alt anslås det, at der på Bornholm bor mere end 500 veteraner, som har været udsendt til konfliktområder.

Siden krigene i Irak og Afghanistan i 00'erne er bevidstheden om vigtigheden i at hjælpe og støtte tidligere udsendte vokset betragteligt.

Opbakning og taknemlighed er tilbagevendende emner hos flagdagens talere – også for brigadechef Nicolai Rauhe Kristensen fra Beredskabsstyrelsen, der påpeger, at de fleste veteraner vender hjem fra tjeneste med en god oplevelse, men ikke dem alle. Og for nogle er PTSD en blivende konsekvens af tiden som udsendt i nationens tjeneste.

– Der har vi et ansvar som arbejdsgivere. Der er heldigvis sket meget med veteranindsatsen de seneste år, siger brigadechefen.

Hilsen fra Kofod

Viften af tilbud til de bornholmske veteraner, der omfatter netværksgruppen Klub Veteran Kids for børn og unge, lagde udenrigsminister Jeppe Kofod (S) vægt på i en tale, som han havde indspillet på video.

– På Bornholm bor mere end 500 tidligere udsendte, og jeg har ladet mig fortælle, at jeres veteranindsats er stærkt og solidt organiseret, siger den bornholmske udenrigsminister, der var inviteret, men forhindret i at deltage i Rønne.

– Jeres opsøgende indsats og organiseringen af netværksgrupper vidner om en stærk korpsånd og et unikt sammenhold. Og det er vigtigt at stå sammen, særligt omkring veteranindsatsen. I skal derfor have tak for jeres store indsats under udsendelse, for at have I har kæmpet for vores land og værdier, og tak for at I stadig har hinandens ryg herhjemme i trygge omgivelser, lyder det endvidere fra Jeppe Kofod i videoen.

Efter nationalsangen rundes flagdagen af med nationalsang og overrækkelse af medaljer til børn, hvis mor eller far har været udsendt. Søndagens sidste ord og opfordring kommer fra oberstløjtnant Ulrik Skytte.

– Hvis I ser en veteran i løbet af dagen, så giv vedkommende et klap på skulderen.

– Tak for i dag. Enheden er formeret, paraden er afsluttet.

 

Næsten 200 tjenstgørende i blandt andet forsvaret, Beredskabsstyrelsen og politiet deltog i en parade, der blev anført af Bornholmer Garden. Foto: Berit Hvassum