Samtlige folkeskoler ønsker kortere skoledage

Samtlige folkeskoler ønsker kortere skoledage
Samtlige skoler ønsker at nedsætte undervisningstiden for det nuværende skoleår. Kommunalbestyrelsen skal torsdag beslutte, om man vil godkende ansøgningerne. Arkivfoto: Berit Hvassum
SKOLE | BORNHOLM | ABONNENT | 22. SEP 2021 • 17:30

De seks kommunale skoler på Bornholm har alle ansøgt om at få lov at sætte undervisningstiden ned. De har efter aftale med skolechefen allerede gjort det, selvom kommunalbestyrelsen endnu ikke har godkendt det.

Tilbage i maj ansøgte Bornholms seks folkeskoler alle om at få lov at sætte undervisningstiden ned for skoleåret 2021/2022.

Børn- og Skoleudvalget anbefalede dengang at godkende skolernes ansøgning, men ved en fejl kom punktet ikke med på dagsordenen for kommunalbestyrelsesmødet i slutningen af maj.

Derfor er det først nu, at kommunalbestyrelsen skal beslutte, om man vil godkende skolernes ansøgning.

Kører allerede med færre timer

Da skoleåret allerede er i gang, har skolerne efter aftale med skolechefen Trine Schloss Pedersen allerede planlagt skoleåret med det nedsatte undervisningstimetal, selvom den politiske godkendelse ikke forelægger endnu.

Af sagsfremstillingen forud for kommunalbestyrelsesmødet fremgår det, at aftalen indebærer det forbehold, at det er muligt at justere timetallet efterfølgende, hvis skolernes ansøgninger ikke bliver godkendt.

Formanden for Børne- og Skoleudvalget Morten Riis (EL) tror dog ikke, det bliver et problem.

– Man kan selvfølgelig aldrig vide, hvad der helt præcist sker, men det ville undre mig, hvis det ikke bliver godkendt, når det er et enigt Børne- og Skoleudvalg med medlemmer fra både Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti, der anbefaler at godkende ansøgningerne, siger han.

Ønsker mere tid til to-lærerordning

Skolerne har forskellige ønsker for antallet af timer, de vil nedsætte undervisningstiden med.

I toppen ligger Paradisbakkeskolen, der ønsker nedsættelse med 90 timer årligt for 4. klasse, svarende til 2,25 timer om ugen, og 60 timer for 5.-9. klasse, svarende til halvanden time om ugen.

Fælles for flere af ansøgningerne er, at skolerne ønsker at bruge den tid, nedsættelsen af undervisningstiden frigiver, til to-lærertimer og inddelinger i mindre hold.

Paradisbakkeskolen skriver som faglig begrundelse, at man oplever, at to-lærerordningen skaber bedre tid til den enkelte elev og giver større arbejdsro, har positiv indflydelse på elevernes trivsel og faglige udbytte, styrker undervisningsdifferentieringen og mindsker uro i klassen.

Børne- og Skoleformand: Det er en god idé

Morten Riis mener også, at det er fornuftigt af skolerne at bruge de frigivne timer til for eksempel to-lærerordningen.

– De lærere, jeg taler med, er meget begejstrede for ordningen. Der er jo andre opgaver som lærer end bare at lære eleverne at læse og regne, og der er elever med udfordringer, som også profitterer af, at der er mere end en voksen. For lærerne er det også en hjælp og mulighed for at udvike sig, at der er en kollega at sparre med i undervisningen, siger han.

Kommunalbestyrelsen skal på kommunalbestyrelsesmødet i aften beslutte, om man vil godkende skolernes ansøgninger.

Børne- og Skoleudvalgsformand Morten Riis mener, at det er godt givet ud. Arkivfoto: Jacob Jepsen