Samarbejde skal hjælpe borgere med hjertesygdomme

Samarbejde skal hjælpe borgere med hjertesygdomme
Hjerteforeningens formand ser frem til, at et nyt samarbejde giver hjertepatienter nye muligheder. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 2. JUN 2021 • 11:54
Henrik Nielsen
Journalist

2. JUN 2021 • 11:54

SUNDHED

Et samarbejde mellem regionskommunen, praktiserende læger og Bornholms Hospital om en forebyggende indsats til borgere med KOL og diabetes har så stor succes, at indsatsen udvides til også at omfatte borgere med hjertesygdomme.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Med de nye tilbud vil borgere med hjertesygdom blive tilbudt forskelligartede forebyggelsestilbud med individuelle valgmuligheder. Samtidig vil der via lægehenvisning være mulighed for at blive tilbudt en afklarende samtale med kommunens konsulenter i kronisk sygdom. Herefter kan borgeren få et skræddersyet forløb, som er individuelt tilpasset.

Det glæder parterne, at flere nye flerstrengede indsatser i forhold til tre store kroniske sygdomme ser dagens lys.

– Vi startede allerede i foråret 2019 med denne nye form for indsats til borgere med KOL og type 2-diabetes. Vi har gjort gode erfaringer med disse tiltag, som i høj grad inddrager, motiverer og støtter borgeren og skaber mulighed for, at borgeren bedre kan mestre egen sygdom og livet med denne, siger sundhedschef Karina Nørby i regionskommunen i pressemeddelelsen.

Positive tilbagemeldinger

Vicedirektør Morten Østergaard på Bornholms Hospital siger, at man ved at gå på tværs af diagnoser og samtidig give borgere flere valgmuligheder bedre kan imødekomme den enkelte borgers behov.

– De erfaringer vil vi nu overføre til borgere med hjertesygdomme, siger han.

De praktiserende læger er helt tæt på borgerne, og ifølge praksiskoordinator Rikke Hjorth Westh fra Allinge Lægehus er det en styrke og et løft til den forebyggende indsats, at de kan henvise patienterne til konkrete kurser og andre individuelt tilpassede tilbud.

– Et rigtigt godt eksempel på, hvad vi kan, når vi lægger kræfterne sammen, siger Rikke Hjorth Westh.

Formand Jørn-Ole Kristoffersen fra Hjerteforeningen Bornholm ser frem til det nye tilbud:

– Jeg har hørt positive tilbagemeldinger om tilbuddene fra Diabetesforeningen og Trygluft, derfor har jeg store forhåbninger til, at borgere med hjertesygdomme nu også får adgang til disse tilbud, siger han.