Rønne Havn bliver hovedsponsor: 'Folkemødet er en meget vigtig aktivitet'
Rønne Havn A/S har valgt at blive hovedsponsor for Folkemødet for at støtte mødet i en svær tid. Arkivfoto: Allan Rieck

| GRATIS
6. MAJ 2021 • 09:42
Af: Henrik Nielsen

Rønne Havn bliver hovedsponsor: 'Folkemødet er en meget vigtig aktivitet'

FOLKEMØDET

Rønne Havn A/S har meldt sig som ny hovedsponsor for Folkemødet. Med sponsoratet ønsker havneselskabet at støtte Folkemødet og den positive udvikling, som mødet bidrager til på Bornholm. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Havnen har tidligere fungeret som demokratipartner på Folkemødet, men ønsker at tage skridtet videre og blive hovedsponsor. Som knudepunkt på Bornholm er havnen med til at sikre, at tusindvis af borgere, beslutningstagere, græsrødder, kultur- og erhvervsliv kommer sikkert frem til Folkemødet hvert eneste år.

– Folkemødet er en meget vigtig aktivitet for både Danmark og Bornholm. Som den centrale havn på Bornholm ønsker vi at støtte det kæmpe arbejde, som Folkemødet yder for skabe en folkelig debat. I det seneste år har Folkemødet været udfordret, ikke mindst på grund af covid-19, og derfor har det i år været ekstra vigtigt for os at støtte Folkemødet, siger public affairs- og kommunikationschef Jesper Jürgensen hos Rønne Havn i pressemeddelelsen.

Der er indgået en etårig aftale mellem Foreningen Folkemødet og Rønne Havn A/S.

Folkemødedirektør Camilla Laudrup fortæller, at de to gennem mange år har haft et godt samarbejde, og hun er glad for opbakningen i et år, hvor Folkemødet har særligt brug for det.




Rubrikannoncer

Med flere tusinde besøgende hver dag, vil din rubrikannonce her være et godt sted at få dit budskab ud.


Flere nyheder