Regionskommunen slår fast: Man må ikke slå grøftekanten
Som privat lodsejer må man ikke slå vej- og grøftekanter. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

| GRATIS
6. MAJ 2021 • 11:07
Af: Henrik Nielsen

Regionskommunen slår fast: Man må ikke slå grøftekanten

NATUR

Der er mange hensyn at tage, når det drejer sig om pleje af vej- og grøftekanter. Trafiksikkerhed, planternes muligheder for at blomstre og sætte frø samt dyrenes muligheder for at leve i og vandre langs grøftekanterne indgår således i overvejelserne, når regionskommunen slår eller ikke slår kanterne.

Derfor må man som privat lodsejer ikke slå vej- og grøftekanter ud for ens ejendom, selvom det kan være fristende at tage en tur med havetraktoren. Og som landmand er det også vigtigt, at man får indstillet sine arbejdsredskaber, så man ikke kommer til at gødske og sprøjte grøftekanterne eller kommer for tæt på med sin plov.

Det fortæller regionskommunen i en pressemeddelelse.

Hvis regionskommunen konstaterer privat græsklipning på kommunens vejareal, vil grundejer blive kontaktet og bedt om at indstille klipningen.

Kommunen plejer og forvalter vej- og grøftekanter, der har et samlet areal på cirka 500 hektar. De er vigtige elementer for at sikre trafiksikre veje med gode muligheder for afvanding.

Slåningen af vej- og grøftekanter på landet bliver ikke ens alle steder, idet der kan være forskellige hensyn at tage på forskellige strækninger. Man kan måske synes, at det ser uordentligt ud, men slåningspraksis er et resultat af den afvejning, der er foretaget mellem de forskellige hensyn.

Der bliver slået vej- og grøftekanter i to perioder på året, fra 1. juni og cirka fem uger frem og fra 1. september til cirka 1. november.




Rubrikannoncer

Med flere tusinde besøgende hver dag, vil din rubrikannonce her være et godt sted at få dit budskab ud.


Flere nyheder